De kender hinanden ret godt. Især fra deres indbyrdes kampe i Formel Renault 3.5, hvor Kevin Magnussen trak sig sejrrigt ud af de fleste dueller og blandt andet vandt verdensmesterskabet i 2013. Dertil kommer, at han og Stoffel Vandoorne begge var en del af McLarens Young Driver Program.
Derfor ved Magnussen, at belgieren ikke føler sig helt tilpas, som situationen er lige nu i McLaren, hvor en endeløs række af tekniske problemer gør livet surt for både Vandoorne og eksverdensmesteren Fernando Alonso.
Et andet, og ikke mindre utilfredsstillende faktum, er, at Vandoorne halser langt efter Alonso i løb og kvalifikationer. Belgieren har tydeligvis store problemer med at tilpasse sig bilen, som på ingen måder minder om, hvad han hidtil har kørt i.
Stoffel Vandoorne har svært ved at følge med. Her fra Australiens GP 2017.
Copyright Williams F1
”Jeg ved ikke, hvorfor han kæmper sådan,” udtaler Magnussen i et nyligt interview. "Han er helt klart ikke et sted, hvor han ønsker at være, for så ville han ikke være halvandet sekund langsommere end Fernando.”
"Jeg er lidt overrasket - for jeg ved, at han kan være rigtig god. Så jeg er lidt overrasket, men jeg kan også godt selv genkende det lidt.”
"Men han har en rigtig god mulighed, fordi han er oppe imod en, som anses for at være blandt de bedste i Formel 1. Han har virkelig mulighed for at vise sig frem.”
Stoffel Vandoorne.
Copyright McLaren
"Jeg ved, hvor god en kører han er, og jeg ved, at han kan gøre det. Men af forskellige grunde kæmper han, og det kan godt være meget svært i hans situation." fortsætter Magnussen.
McLarens teamchef, Eric Bouillier, har måske fingeren det rigtige sted, når han giver sit bud på Vandoornes udfordringer i McLarens-raceren.
Således mener Bouillier, at belgieren måske stadig holder fast i den kørestil, som han har erfaret giver succes og titler i Formel 4, Formel Renault 2.0 og senest GP2. Den stil kan Vandoorne bare ikke bruge i nutidens avancerede Formel 1-racere.
Dertil kommer, at det kan være et ensomt liv at sidde på yderste mandat hos McLaren. Og det ved Magnussen en del om.