Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 6/11 2017 klokken 11:11
Der er ingen tvivl om, at Renault har taget et kæmpeskridt frem i år med den første Formel 1-racer, som de selv har stået for udviklingen af, i modsætning til den Kevin Magnussen kørte sidste år, der var udviklet af Lotus-holdet, der længe kæmpede med økonomien.
Men i denne sæson har Renault lært så meget om deres bil og de muligheder der er med den, at de har besluttet sig for at lave det hele om og stille til start med en helt ny Formel 1 bil i 2018.
Til PlanetF1 udtaler Renaults tekniske chef Nick Chester, at 2018 raceren vil være helt ny, fra ende til anden.
"Vi har lært meget om aerodynamik og balance fra den bil, vi har bygget til 2017-reglementet, så ved at lave en helt ny bil vil vi tage et stort skridt frem," kom det fra Chester.
Han oplyser endvidere, at de vil teste nogle af deres nye komponenter under træningen op til Brasiliens Grand Prix i den kommende weekend.