Hamilton: Ikke godt Sebastian, hvis jeg var røget af banen!

I mellemfasen af Spaniens Grand Prix var der hård fight imellem Sebastian Vettel og Lewis Hamilton, som på et tidspunkt resulterede i en dæk-mod-dæk-kamp. ”Farligt”, kaldte Hamilton situationen på radioen.

Hamilton og Vettel på podiet . Copyright Mercedes

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 18/5 2017 klokken 11:05

”Det var farligt,” lød det over radioen fra Lewis Hamilton, da Sebastian Vettel i sin Ferrari kørte ud af pitlane og mødte McLaren-raceren i sving 1 på 38. omgang af Spaniens Grand Prix. Mødet resulterede i af-raspning af Pirelli-logoet på de to bilers dæksider med Vettel som vinder af den dramatiske duel.

Seks omgange senere lykkedes det dog Hamilton at passere Vettel for derefter at holde sig i spidsen til målstregen og vinde løbet. Det sidste spillede utvivlsomt en vigtig rolle for dialogen mellem de to kørere inden sejrsceremonien.

Således var det tydeligt, at kørerne hyggede sig gevaldigt og jokede med hinanden over hændelsen på 38. omgang, men havde udfaldet af løbet været til Vettels fordel, havde den britiske pibe utvivlsomt haft en anden og mere skinger lyd.

"Det var en meget tæt kamp i dag, og hvis det var gået i en anden retning, ville det have været anderledes mellem os," indrømmede Hamilton.

Lewis Hamilton kører over målstregen i Spaniens GP 2017.
Copyright Mercedes AMG


"Du ved hvordan racing er. Hvis han havde sendt mig af banen i Sving 1 og havde vundet løbet, ville det ikke have været 'godt arbejde, Sebastian',” fortsatte briten med henvisning til hans ros til Ferrari-køreren.

"Det var aggressivt, men jeg kunne stadig forblive i kampen, heldigvis. I sidste ende undgik jeg kollisionen, men jeg elsker en hård kamp. Jeg elsker en udfordring.”

"Han (Vettel, red.) var respektfuld, og respekten er gengældt, men jeg tror godt du kunne mærke, at han var sur. Han sagde i hvert fald, at han var sur.”

"Han kørte et fantastisk løb, men jeg kan også godt forstå, hvordan han føler det. Du er aldrig glad, hvis du bliver to’er. Hvis han sluttede to’er og var tilfreds med det, ville jeg være bekymret, for det er ikke derfor, vi er her."

Sebastian Vettel. Spaniens Grand Prix 2017.
Copyright Ferrari Media


For Hamiltons vedkommende handler det mest om konsistens og stabilitet i de resterende femten løb i sæsonen. Det er vigtigere end at føre mesterskabet efter næste løb.

"For mig handler det om konsistens og at vi tager formen fra weekenden med til de 15 løb, vi har tilbage. Det er den kører, som er mest konsistent. Det betyder ikke noget, om jeg fører mesterskabet efter næste løb.”

"Det, der er vigtigt, er, at jeg fører mesterskabet efter sidste løb. Det er en del af min tankeproces," sluttede Hamilton.

I den aktuelle stilling i mesterskabet fører Sebastian Vettel med 104 point fulgt af Lewis Hamilton med 98 og Valtteri Bottas med 63 point.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Monaco-forventninger Kevin: Button vænner sig hurtigt til 2017-raceren »