Hamilton bruger luksusfly på skatteydernes regning

I kølvandet på nye afsløringer i de såkaldte Paradise Papers er det nu kommet frem, at den nykårede verdensmester, Lewis Hamilton, flyver verden rundt for skatteydernes regning.

Bahrains GP 2015 . Copyright Daimler Benz

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 6/11 2017 klokken 21:11

Det skal indrømmes, at flyet er temmelig lækkert og enhver jetsetters og Formel 1-kørers hede ønskedrøm. Flytypen er Challenger 605 og ligner til forveksling Det danske Forsvars Challenger CL-604. Men her hører al lighed også op.

Den nykårede verdensmester i Formel 1, Lewis Hamilton, er tilfældigvis ejer af førnævnte fly og via sindrige transaktioner via firmaer i skattely fik Hamilton momsen retur for det knaldrøde, næsten Ferrari-farvede fly, der for interesserede er indrettet med Armani-gardiner og andet uundværligt grej.

Det afslører det britiske dagblad The Guardian, som har haft adgang til de lækkede Paradise Papers. Dokumenterne afslører, at det er Bermuda-advokatfirmaet Appleby, der har gennemført en transaktion, som har givet Hamilton en momsrefusion på 33 millioner danske kroner.

Lewis Hamilton.
Copyright Mercedes AMG


Finten

Finten, som Hamilton har været involveret i, går ud på at Appleby etablerede et firma ved navn Stealth (IOM) Limited, som herefter leasede Challenger-flyet af F1-mesterens holdingselskab på British Virgin Islands, Stealth Aviation Limited.

Herefter importerede Stealth (IOM) Limited flyet til skatteparadiset Isle of Man, som meget passende er beliggende i EU. Herfra blev flyet leaset videre til det i England hjemmehørende firma TAG Aviation Limited.

Hamilton ejer begge selskaber.

Det interessante er, at Stealth (IOM) Limited bor i en postkasse, og af fysiske årsager derfor ikke har plads til ansatte af kød og blod. Når ingen undrede sig over dette, skyldes det, at Isle of Man har en meget afslappet holdning til den slags detaljer, hvorfor de af samme årsag godkendte finten.

Det korte ophold

Det eneste, der nu manglede for at inkassere de 33 millioner kroner var, at få formaliteterne overstået og underskrevet tolddokumenterne. Denne øvelse krævede imidlertid et reelt ophold på øen, men det kunne til gengæld klares på 2 timer, hvorefter Hamilton kunne hæve beløbet ved kasse ét og rejse videre.

The Guardian har selvfølgelig kontaktet Hamiltons advokater for en kommentar, men de fastholder, at alt er gået efter bogen og at Stealth (IOM) Limited ikke er et skuffeselskab men derimod et reelt leasingselskab med speciale i langtidskontrakter på fly.

Måske kan Lewis Hamilton få et godt råd af Bernie Ecclestone.
Copyright Mercedes AMG GP


Problemet

Hertil kan alt se tilforladeligt ud. Hamiltons problem er blot, at uanset hvad hans advokater hævder, er der ingen ansatte i selskabet og lige præcis dét er, hvad Isle of Mans ellers særdeles lempelige skattelove kræver.

Så Hamilton kan stå med et alvorligt problem.

Problemet bliver ikke mindre af, at EU-reglerne kræver, at der ikke må flyves privat i et fly, hvor ejeren har fået momsrefusion – nøjagtigt som i Danmark, hvor der ikke må køres privat i biler på gule nummerplader.

Og lige nøjagtig hér rammer Hamiltons hang til selvpromovering på de sociale medier ham i nakken som et boldtræ. Således er verdensmesterens ferievideoer med både to- og firbenede venner kendt blandt millioner af fans, og det bliver mere end vanskeligt at forklare turene som værende seriøse forretningsrejser.

Hamilton ikke alene

I sandhedens interesse skal nævnes, at F1-verdensmesteren langt fra er den eneste, som i disse dage får ørerne i mediemaskineriet. Således er både Storbritanniens Dronning Elizabeth, USA's handelsminister Wilbur Ross Jr. og mastodonterne Nike og Apple i mediernes søgelys.

Det bliver med andre ord en underholdende periode, hvor Hamilton er i fint selskab og får rigeligt at se til. Til alt held for den britiske kører slutter sæsonen om mindre end en måned, så der bliver masser af tid til advokatmøder i vinterpausen inden 2018-sæsonens start i Australien.

Det skal understreges, at der ingen beviser er for, at Hamilton har foretaget sig noget ulovligt, men måske vælger Mercedes-køreren alligevel at rejse med et almindeligt rutefly, når turen går til sæsonåbningen i Melbourne til marts.

Supplerende information
Paradise Papers består af i alt 13,4 millioner fortrolige dokumenter, der er blevet lækket fra bl.a. advokatfirmaet Appleby på Bermuda Islands og givet videre til Süddeutsche Zeitung. Efterfølgende er papirerne gennemgået af det internationale konsortium af journalister ICIJ, BBC, The Guardian og journalister fra 67 lande. I Danmark er Dagbladet Politiken og DR med i ICIJ.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Red Bull: Vi vinder de sidste to løb Norris erstatter Button »