Racerbanen i den hollandske by Assen, der til dagligt huser MotoGP, har lagt billet ind på et Formel 1-grandprix. Det bekræfter CEO for The Dutch GP Foundation, Leo van Dam, ifølge Autosport.
Således havde van Dam et møde med Formel 1-ejerne fra Liberty Media i forbindelse med weekendens grandprix på Hockenheimring i Tyksland.
”Vi havde et godt møde,” udtalte van Dam til mediet.
”Alt var positivt. Om to-tre uger kommer de til Assen og ser på banen.”
FIAs løbsdirektør Charlie Whiting har allerede besigtiget banen og godkendt den, vel at mærke hvis der bliver fortaget mindre tilpasninger.
Banens nuværende brugere, MotoGP-kørerne, er Ikke begejstret for udsigterne til at Formel 1 indtager faciliteterne.
Nogenlunde sådan kommer der til at se ud i Assen, hvis projektet lykkes. Her er det Max Verstappen fra Østrigs Grand Prix 2018.
Copyright Red Bull Contentpool
”Jeg håber ikke, at de kommer,” har den ni-dobbelte verdensmester Valentino Rossi tidligere udtalt.
”Formel 1 har en masse baner lavet til biler…. Assen er historisk kun for motorcykler.”
En anden markant MotoGP-kører, den femdobbelte verdensmester Jorge Lorenzo, er heller ikke begejstret, men han giver også en anden grund til sine forbehold.
”For det første er der alle banens bump, og for det andet skal de modificere banen over alt. Det vil være mærkeligt at se Formel 1-biler køre (på en bane, red.) med grønne afkørselsarealer (der er ingen asfalt eller fanggrus, red.) uden for banen,” begrundede Lorenzo.
Den regerende verdensmester i MotoGP, Marc Marquez, som i juni måned testede for Toro Rosso på Red Bull Ring i Østrig, mener, at hastigheden på F1 vil blive en udfordring.
”Formel 1 vil blive meget, meget hurtig her, fordi der er mange hurtige sving. Jeg tror, at omgangstiden vil blive under ét minut,” lød det fra Marquez.
Det seneste Formel 1-grandprix i Holland blev kørt på Zandvoort i 1985, men med en Max Verstappen på gridden, er der gode muligheder for publikumssucces med det nye projekt.