Formel 1 på Nürburgring med op til 20.000 fans

Fra i morgen, tirsdag den 22. september, åbnes der for billetsalget til Tysklands grandprix på Nürburgring den 11. oktober. Men der bliver dog stillet strenge coronakrav til tilskuerne.

Nico Rosberg . Copyright Daimler Benz

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 21/9 2020 klokken 11:09

Den regionale sundhedsmyndighed i Ahrweiler, der er ansvarlig for store arrangementer i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, hvor Nürnburgring ligger, har i dag godkendt, at der må være tilskuere til stede under F1-grandprixet den 11. oktober 2020. Det skriver flere tyske medier, bl.a. motorsport-total.com.

Men man holder dog et vågent øje med smittetallene, og derfor kommer billetsalget til at foregå i forskellige etaper. Selve billetsalget starter i morgen den 22. september, og man kan udelukkende købe billetterne online, personligt og kun købe faste siddepladser.

"Selvfølgelig er opstår kæmpemæssige personale- og planlægningsomkostninger,“ udtaler den administrerende direktør for Nürburgring Mirco Markfort. „Men det drejer sig om at give alle fans mulighed for at købe prisbillige billetter og opleve løbet live og sikkert.“

Billetterne til hele løbsweekenden fås fra 199 euro, ca. 1500 danske kroner.

Såfremt smittetallene i kommende dage ikke overskrider grænseværdierne, vil der blive åbnet op for salg af flere billetter på flere og flere tribuner.

Som motorsportsfan skal man også være opmærksom på, at der vil være pligt til at bære mundbind fra billetkontrollen, altså ved indgangen, og hen til den faste siddeplads.

Desuden får hver tribune en fast parkeringszone, så tilskuere fra forskellige tribuner, ikke mænger sig med hinanden, og der vil være opsyn med, at alle tilskuere overholder reglerne.

Såfremt man skulle være interesseret i at se motorsport med mundbind på i "det grønne helvede", som banen kaldes i Tyskland, kan der fra i morgen bl.a. købes billetter her.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Binotto: Ny motor men gammel teamchef Jordan: Hamilton burde skifte hold »