Binotto: Ny motor men gammel teamchef

Ferrari og deres kunder har en for svag motor til denne sæson. Nu maner Mattia Binotto til ro: Der kommer en ny og kraftigere motor - næste år. Han har heller ingen planer om at gå af i utide – eller unåde.

Belgiens Grand Prix 2020 . Copyright Ferrari

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 19/9 2020 klokken 18:09

Den svage Ferrari-motor er den største årsag til, at Ferrari, Alfa Romeo og Haas har svært ved at følge med de andre teams i denne sæson.

Det kan især virke underligt, da Ferrari sidste sæson havde den stærkeste motor og vandt flere grandprixer. Men efter en endnu hemmeligholdt motoraftale med FIA, har Ferrari ikke kunnet følge med.

Problemet er ikke bare motoren men også konstruktionen af SF1000: Selve bilen blev konstrueret ud fra antagelsen om at have en stærk motor, så man kunne få aerodynamikken til at virke bedre, dvs. køre med større downforce i sving uden at tabe fart på langsiderne.

Men nu er worstcase-scenariet altså indtrådt for Ferrari i år og deres SF1000: masser af downforce, altså høj luftmodstand, kombineret med en svag motor giver en plads langt nede i feltet. Ferrari oplever netop deres værste sæson i 40 år og ligger p.t. kun som nr. 6 i den samlede stilling.

Italiens Grand Prix 2020. FerrariItaliens Grand Prix 2020. Ferrari
Copyright Ferrari


Men teamchef Binotto er optimist, og Ferrari er på vej med en ny motor: ”Motoren bliver komplet ny. Den bliver allerede testet på vores prøvestande,“ udtaler Binotto i henhold til autobild.

Problemet er selvfølgelig, at motoren først bliver færdig næste år, selv om der er hårdt brug for den nu. Problemet med at udvikle en ny motor er akut, for i 2021 bliver det kun tilladt at anvende én nyudviklet motor, på trods af at 41 specifikke motorkomponenter fortsat må udskiftes hver én gang indtil 2023.

I 2024 og 2025 bliver det så helt forbudt at udvikle på motoren. Først i 2026 kommer der et helt nyt motorreglement. Derimod kommer der et helt nyt reglement for chassiset i 2022.

For at komme igennem den aktuelle krise vil Binotto gøre brug af sine erfaringer fra Schumacher-tiden: ”Jeg er en privilegeret mand. Jeg havde det privilegie at arbejde sammen med Ross Brawn, Jean Todt, Michael Schumacher og alle de andre kørere fra den tid i starten af 00’erne,” udtaler italieneren. Mattia Binotto var den Michael Schumachers motoringeniør.

Den tid har præget ham meget, og minder fra dengang hjælper ham med at komme igennem den aktuelle svære tid: ”Jeg har lært meget om den mentalitet, man har brug for, for at vinde. Der vil altid være øjeblikke, der kan være meget vanskelige. Det vigtigste er, at man er tålmodig men alligevel prøver på at blive bedre.”

Ross Brawn og Christian Horner til Brasiliens Grand Prix 2019Ross Brawn og Christian Horner til Brasiliens Grand Prix 2019
Copyright Red Bull Contentpool


Binotto får opbakning fra sin daværende chef Ross Brawn, og mener ikke, at der behøver blive skiftet teamchefer ud hos Ferrari lige foreløbigt: „En hovsa-løsning løser aldrig problemerne. Der kræves en struktureret plan og den nødvendige tid, før det går op i en højere enhed. Teamet skal muligvis forstærkes, men der er ikke brug for nogen revolution.”

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« AlphaTauri skal bruge Red Bulls vindtunnel Formel 1 på Nürburgring med op til 20.000 fans »