Formel 1-bilerne skal være 50 kilo lettere

I 2026 kommer der flere ændringer i reglementet, og et af de aspekter, som FIA ønsker at ændre på, er vægten. Derfor kan vi formentlig se frem til lettere Formel 1-biler i fremtiden.

Italiens Grand Prix 2023 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 13/9 2023 klokken 14:09

Vi kan se frem til flere ændringer på bilerne gående ind i 2026-sæsonen. En af ændringerne er mindre og lettere biler, og FIA går nu efter at vægten på bilerne skal reduceres med 50 kilo. Det fortæller chefen for ”single-seaters” hos FIA, Nikolas Tombazis i et interview med den italienske udgave af Motorsport.com.

”Vi går efter at reducere vægten på bilerne med omkring 50 kilo med smallere hjul, bagvingen og bilen generelt,” fortæller Nikolas Tombazis.

Ændringerne kommer i et forsøg på at forbedre muligheden for at følge bilerne endnu mere end med ændringerne i 2022. Oprindeligt var planen, at bilerne skulle blive mellem 30 og 35 kilo lettere, men nu håber man altså på, at vægten kan sænkes med omkring 50 kilo.

Nikolas Tombazis fortæller, at de nye biler til 2026 vil være kortere og smallere, men at der stadig er tale om løsninger, som fortsat skal diskuteres. Han understreger dog nogle af de indvirkninger, som ændringerne vil have på bilerne.

”Når bilerne bliver lettere, så vil vi kunne reducere hastigheden i svingene en smule. Bilerne vil også være hurtigere på langsiderne, men generere mindre aerodynamisk belastning.”

Der har tidligere været kritik af de foreløbige tanker om 2026-reglementet. Max Verstappen har tidligere fortalt, at han under en simulation gearede ned ad langsiderne på Monza, fordi det var hurtigere.

Nikolas Tombazis understreger dog, at man i løbet af de seneste måneder har indsamlet gode data, og at problemet ikke vil være relevant.

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ricciardo tilbage i paddock Optakt til Singapores Grand Prix »