Ferrari til Haas: Fyr en af jeres kørere

Günther Steiner, teamchef hos Haas F1, har afsløret, at Ferrari har bedt det amerikanske team overveje at skille sig af med en af sine kørere.

Teammates: Kevin Magnussen og Romain Grosjean. . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/10 2017 klokken 18:10

Som bekendt leverer Ferrari motorer til det amerikanske Formel 1-team, Haas F1, og i den egenskab besidder man en vis gennemslagskraft. Dette er nu blevet brugt i forsøget på at få Haas til at fyre en af sine kørere, enten Kevin Magnussen eller Romain Grosjean, og dermed give plads til en af italienernes såkaldte ”Young Drivers”.

Det har Haas’ teamchef Günther Steiner udtalt til det amerikanske medie RACER.

Ifølge Steiner presser Ferrari på for at finde et F1-sæde til Charles Leclerc og Antonio Giovinazzi, så de begge sidder i en bil ved starten af 2018-sæsonen. Leclerc har domineret sæsonens F2-mesterskab og Giovinazzi har kørt to løb for Sauber og træninger for Haas.

Det lyder dog ikke som om Ferrari har så nemt ved at få regnestykket til at gå op, idet begge Haas-kørerne har kontrakt med teamet for 2018.

Günther Steiner.
Copyright BMF1


"Vi arbejder tæt sammen med Ferrari om mange ting, men de respekterer vores beslutninger," fortalte Steiner til RACER. "Vi er meget åbne over for dem om, hvad vi gør, fordi det er den eneste måde et partnerskab kan fungere på - der spilles med åbne kort.”

"Vi ved, at vi har disse to kørere, og nogle gange bliver du nødt til at kigge på den lange bane, fordi næste år er på kort sigt.”

”Det er korrekt, at de spurgte os, om vi kan gøre noget, og vi sagde ’nej’. Det er helt fint,” sagde teamchefen.

"Vi lægger vores planer og forsøger at planlægge så godt som muligt. Da vi underskrev med disse kørere (Magnussen og Grosjean, red.), lagde vi planerne sammen. Vi skal være konsekvente.”

"Jeg ville ikke sige, at vi ville være dårligt stillede uden hjælp udefra, men alt er stadig nyt for os, og nogle gange arbejder konsistensen imod dig – til tider hjælper frisk blod dig med at gøre det bedre – men vi skal først bygge en base. For at det skal kunne lade sig gøre, er konsistens derfor vigtig.”

Romain Grosjean. Japan 2017.
Copyright Haas F1


”Jeg synes, at ​​vi arbejder rigtig godt sammen med begge vores kørere, så i øjeblikket er der intet der skal ændres hos os."

Steiner tilføjede, at han mener, at ​​den nuværende sammensætning af Grosjean og Magnussen hjælper teamet til at udvikle sig i de tidlige stadier af sin F1-historie.

"Ja, jeg synes, ​​at disse gutter hjælper, men jeg kan ikke sige, om det ville have været anderledes, hvis vi havde nogle andre i bilerne, for vi har ikke tilstrækkelig med erfaring til at sige, at ’med denne fyr gjorde vi det bedre end med ham dér’.”

"Dette er kun vores andet år, og det glemmer man nogle gange. Det ser ud som om vi har været her altid, men det har vi ikke.”

”Som i enhver virksomhed eller sport har du dine op- og nedture, men jeg synes, at vi er meget stabile, og det er helt sikkert, at disse kørere hjælper teamet med at vokse," lød det fra Steiner.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hvem er Brendon Hartley? Haas: "Årets vigtigste løb!" »