En trykket Hamilton

Det var en Hamilton uden glæde, smil og næsten uden ord, der indtog pressemødet efter kvalifikationen i Monaco lørdag for at svare på forventningerne til søndagens løb.

Australiens Grand Prix 2018 . Copyright Formula1.com

Af: Nadia Enevoldsen (ne@bmf1.dk) d. 26/5 2018 klokken 19:05

Allerede fra Hamilton, Vettel og Ricciardo kom ind i presserummet, var Hamilton helt stille og med blikket i gulvet.

”Vi gjorde det bedste, vi kunne, men åbenlyst var det ikke nok til [peger hen mod de to andre],” fortæller Hamilton med en stemme, der næsten overdøves af alle kameraerne.

Han bliver bedt om at uddybe lidt, og forklarer:
”Jeg var glad for min sidste omgang. Jeg var 0.27s, men jeg tabte den i midten og den sidste sektor, så naturligvis er jeg ikke glad for det. Det ville alligevel ikke have været nok til at pole, men det ville have gjort en forskel – tydeligvis ville jeg have været anden så. Er jeg glad for det? Nej, men det er et langt løb i morgen.”

Han slutter uddybningen med:
”Jeg gav den alt, jeg kunne, og man kan ikke altid gøre det perfekt. Det gode er, at bilen er i ét stykke, og jeg har en chance igen i morgen”

Lewis Hamilton var ikke sit sædvanlige glade selv
Copyright Mercedes AMG GP


Hele vejen gennem pressekonferencen undgik han øjenkontakt med folk, han talte lavmælt, og mange spørgsmål fik et enkelt ord som svar. Fx blev han spurgt:

”Tror du det var den generelle DNA af bilerne, der gjorde, at I ikke havde en chance mod Red Bull, eller tror du, hvis du fik alt rigtigt, […] at du havde en chance?”

Hvortil Lewis blot svarede: ”DNA”

Ligeledes lød svaret blot ”Det er OK,” da han blev spurgt om sine tanker omkring de nye hypersoft-dæk.

Med hele dén fremtoning, forsøgte hovedintervieweren at komme med lidt mere optimistiske antydninger i sit spørsgsmål:

”Lewis, at I har farten i Mercedes’en på andre baner, gør dét det nemmere at sluge?”

Svaret var igen ikke just positivt: ”Vi vidste, hvad der kom til at ske denne weekend. Så. Det føles stadig ikke godt, men det er kun ét løb, så…”

Til det sidste spørgsmål blev han lidt mere levende i sin fremtoning, men alt i alt en meget stille, tydeligvis trykket og ærgerlig Hamilton:

”1-stoppere er altid kedelige løb, specielt på en bane hvor du ikke engang kan overhale, så det giver mere spænding [med flere stops, red.]. Jeg er sikker på vi vil foretage ét stop i morgen. Ja, jeg tror dækkene kan holde i lang tid.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hypersoft blev afgørende for Mercedes Mens vi venter på Monacos Grand Prix »