Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 28/4 2015 klokken 15:04
Vi her på BMF1.dk er stolte over, at vi har muligheden for at levere F1- og motorsportsrelaterede artikler til en bred vifte af læsere, som efterhånden tæller langt over 2.000.
Med artiklerne følger naturligvis også en debat, som vi jo for alt i verden heller ikke vil undvære - ligesom ingen af os vil undvære salt til vores æg.
Desværre har vi gennem den seneste tid oplevet, at debatten så at sige ikke kan holde dens racinglinje, for nu at blive i fagsproget. Ligesom en kører ikke bliver populær på at lave hasarderede overhalinger, så bliver en debattør heller ikke populær på at kommentere på alt andet end det, som debatten rent faktisk handler om.
Det er ligesom dem, der ikke holder til højre på motorvejen, men i stedet ligger og hygger sig i overhalingsbanen. Synes du ikke også, at det er hammer irriterende? Jo, netop! De samme findes også her i debatten. Alle os, der ligger i højre spor og ønsker en saglig debat med hinanden uden verbale overfald, ville ønske, at de personer, der i stedet ligger i venstre bane og angriber alt andet end dét, som debatten egentlig handler om, ville trække ind til os andre i højre spor, så vi sammen kan skabe en fornuftig og nuanceret debat, uden at vi behøver at agere bøller og politibetjente.
Vi kan se, at det i langt de fleste tilfælde er retstavning og personangreb, der fylder debatindlæggene. Hvad angår retstavningen gør vi her på BMF1 naturligvis alt, hvad vi kan for at minimere forekomsten af fejl, og vi beklager, at det tilsyneladende for nogle af vores læsere medfører så store gener, at de føler sig nødsaget til at fylde debatten med kritik af disse fejl, i stedet for at henvende sig direkte til skribenten, som vores regler faktisk dikterer.
Personangreb tager vi naturligvis stærkt afstand fra!
Så til alle jer, der bruger vores debatforum, vil vi for en god ordens skyld lige understrege, at diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke, om man bryder sig om emnet eller formen. Har man kommentarer til dette, kan man skrive en mail direkte til forfatteren. Så skriv til os! Vi vil da kun blive glade for at modtage lidt post - og samtidig sikrer vi derved masser af plads i venstre spor, så vi undgår at folk ramler sammen, fordi dem i højre spor ikke kan finde ud af at overholde de regler, som er gældende for vores debatforum.
Med andre ord: Hold tonen og hold til højre!
På vegne af skribenterne på BMF1.dk.
/fl