McLaren-Honda skruer op i Bahrain

Samarbejdet imellem McLaren og Honda har mildt sagt fået en forsigtig start primært begrundet i, at F1-reglementet kun tillader brug af fire power-units på en sæson. Men nu skruer japanerne op for gassen.

Kinas GP 2015 . Copyright McLaren Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 17/4 2015 klokken 11:04

McLaren oplyser, at teknikkerne vil skrue lidt mere op for kedlerne i Hondas såkaldte power-unit (motor+energi-genvinding) til weekendens Grand Prix i Bahrain. Hidtil har Honda i bedste Windows-stil justeret motoren til at køre i ”safe mode”, idet der kun må benyttes op til fire power-units pr. sæson uden at blive straffet.

Ændringen sker umiddelbart før Honda introducerer en markant videreudvikling af fabrikkens power-unit til Spaniens Grand Prix i Barcelona.

Nogle vil mene, at det måske også er ved at være på tide at finde ekstra kræfter frem. Således har McLaren Honda ikke kvalificeret sig bedre end næstsidste startrække siden sæsonåbneren i Australien i marts, hvor kun Jenson Buttons bil startede og i øvrigt ikke gennemførte.

Fernando Alonso
Copyright McLaren Media


"Vi ved, hvad vi kan få ud af denne motor, så allerede i Bahrain kan vi skrue lidt mere op for kræfterne. Og i Barcelona kommer vi med en ny specifikation, så vi forbedrer os for hvert løb,” udtaler racing director Eric Boullier.

"Vi tog et stort skridt i forhold til pålidelighed med pakken [i Kina, red.], så alt er, som det skal være. Det var et godt resultat, vi fik der, så nu ved vi, at vi kan fortsætte med at skrue op for motoren. Vi ved, at den har nogle kræfter, som vi kan frigive. Så det er okay.”

McLaren kæmper i bunden af feltet. Her er det Alonso (bagest), som gerne vil forbi Perez i Force India.
Copyright Sahara Force India


Inden de britiske fans laver flik-flaks, slår Boullier dog koldt vand i blodet på dem, som håber på et stort avancement.

”Jeg sætter ikke dato på, fordi hvert løb byder på forbedringer. Vi kan nu se, at motoren har en hel del potentiale… så når vi nu kender potentialet, vil vi se endnu flere fremskridt i de europæiske løb… især når vi kommer med en stærk aero-pakke i Barcelona.”

”Målet er, at vi skal være konkurrencedygtige ved slutningen af sæsonen. Hermed beviser vi både motorens og vores organisations potentiale,” slutter Boullier.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Barcelona venter forude Hold øje med: Pit-stops »