Williams udfordrer Mercedes

Nye opdateringer til Williams racerne vil ifølge Rob Smedley bringe dem tættere på Mercedes og Ferrari igen. Der er store forventninger til det udfordrende løb.

Felipe Massa og Rob Smedley . Copyright Williams F1

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 8/4 2015 klokken 12:04

Kinas Grand Prix er et af de mest udfordrende løb på kalenderen. En af de længste langsider, kombineret med flere lange og hurtige sving, sætter store krav til bilernes opsætning, samtidig med at der er relativt koldt.

Dækslid, især på det venstre fordæk, bliver en af de største udfordringer for holdene, der skal sikre, at der bliver påført bilerne downforce nok til at holde dækkene varme, samtidig med at dæksliddet skal holdes nede.

”Det er en meget udfordrende bane. Især venstresvinget lige inden en af sæsonens længste langsider giver os en god udfordring, sammen med kompleksiteten med at ramme den rigtige balance til svingene 1, 2 og 3,” udtalte Smedley i en pressemeddelelse fra Williams.

Men Smedley er fortrøstningsfuld, især fordi holdet kommer til Kina med nye opdateringer.

”Vi har nogle nye opdateringer til FW37, som forhåbentlig vil bringe os et stort skridt frem, og samtidig er der altid en chance for regn i Kina på denne årstid, så vi skal også være forberedte på den udfordring,” tilføjede han.

”Vi føler, vi er klar til udfordringen og til at udfordre de bedste hold på banen,” sluttede Smedley.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Toto: Vi er ikke faldet i søvn McLaren nu med S-duct »