Anden division i Formel 1?

På grund af alle de hold, der enten er eller måske er på vej til at gå konkurs, pønser Bernie Ecclestone på nogle tiltag, der skal sørge for flere biler i feltet i fremtiden.

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 10/2 2015 klokken 14:02

Efter at Marussia har fået nej til at stille til start i den kommende sæson og meldinger om, at teams som Force India, Sauber og endda Lotus kan være i økonomiske problemer, kan Formel 1 feltet være nede på 16 biler inden ret længe.

Vettel og onkel Bernie. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Det er Bernie Ecclestone ikke glad for, og der arbejdes derfor med flere tiltag til at sørge for flere biler på gridden.
Den version, man har hørt mest tale om, er den, hvor man lader de største teams stille op med tre biler. Men ifølge flere medier går Bernie Ecclestone også og leger med en ide om at lave en anden division. Denne anden division skal køre sammen med Formel 1.

Mark Webber. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Alle bilerne i denne anden division vil være bygget op omkring Red Bulls 2013 chassis, der vil blive gjort klar til brug af den tidligere Formel 1 team chef Colin Kolles. Motoren til denne bil vil også blive leveret af en mand med fortid i Formel 1. Det bliver nemlig efter sigende firmaet Mecachrome, der skal levere en V8 motor til bilen, og det firma har Flavio Briatore med ombord.

Bernie Ecclestone og Renault teamchef Flavio Briatore

Planen med alt dette skulle være at sænke omkostningerne for de små teams, og prisen på en startpakke til denne anden division vil efter sigende lande på 15 millioner euro.

Dog forlyder det, at Ferrari, McLaren og Mercedes allerede har forkastet ideen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« McLaren vil bare gerne i mål i Australien Wolff vil have ny Hamilton kontrakt på plads inden »