Det er ikke nogen hemmelighed, at McLaren-Honda ikke ligefrem gjorde det så godt under sidste uges tests på Jerez. Omkring 70 omgange blev det til over de fire dage, hvilket er, hvad de fleste andre teams formåede at køre på én dag.
Fernando Alonso. Copyright McLaren Media
Det faktum får nu McLaren til at sætte sig selv nogle relativt beskedne mål til det australske Grand Prix. McLaren vil nemlig bare gerne gennemføre det australske Grand Prix, og det mener man er realistisk.
Omkring sidste uges test udtaler McLarens engineer director Matt Morris følgende:
”Antallet af omgange, vi fik kørt, var skuffende, men på de omgange, vi fik kørt, lærte vi, hvad der er godt og skidt ved vores nye bil. Af gode ting lærte vi, at opsætningen af, hvordan bilen fungerer i virkeligheden og på simulatoren stemmer overens, og vores kølingssystem virker også, som det skal. Det er godt, da disse ting er noget, det kan være svære at lave om på.”
Matt Morris. Copyright McLaren media
Dog har det lave antal omgange på Jerez gjort, at McLaren ikke fik testet deres aerodynamiske pakke ordentligt igennem, og derfor har man valgt ikke at udvikle mere på den lige nu.
”Vi har sat vores udvikling af de aerodynamiske dele lidt i stå, da det ikke rigtig giver mening at udvikle på noget, man ikke rigtig har fået testet,” udtaler Matt Morris.
Fernando Alonso. Copyright McLaren Media
Hvordan det kommer til at gå McLaren i det australske Grand Prix må vi vente på at se. Dog kan man sige, at hvis man tager udgangspunkt i testen på Jerez, så skal der ske en del med holdbarheden før målet om at gennemføre løbet på Albert Park kan nås.