Williams: Ny bil, strategi og dæk

Teknisk chef for Williams Martini Racing, Pat Symonds, stod i dag klar til en kort spørgerunde fra fans rundt omkring i verden. Her er, hvad det resulterede i.

Valtteri Bottas og Felipe Massa . Copyright Williams F1

Af: Nadia Enevoldsen (ne@bmf1.dk) d. 2/2 2015 klokken 22:02

Med årets første test i fuld gang har holdene nu mulighed for at se, om nogle af deres nye påfund til bilen rent faktisk virker efter intentionerne.

I den forbindelse holdt Williams Martini Racing en lille spørgerunde på Twitter angående den nye FW37. Teknisk chef Pat Symonds var manden til at svare på nysgerrige hoveders spørgsmål, og her er, hvad der kom ud af de få minutter.


Flere spørgsmål gik på, hvad det nye ved FW37 var i forhold til sidste års racer. Hertil svarede Pat, at teamet hovedsageligt har fokuseret på at forbedre bagenden af bilen.

Især optimering af luftstrømmene rundt om racerens bagende har været i fokus. Dertil har de ”strammet bagenden af bilen op og forbedret baghjulsophænget,” skriver Pat.

Dog bliver ikke alle nye tiltag testet i disse dage. Til årets første Grand Prix, Australien 13-15. marts, vil bilen have en helt ny bagvinge. Dette vil være ”den mest visuelle forandring,” ifølge Symonds.


Williams FW37 studiebillede. Copyright Williams F1


Også fronten på den nye FW37 blev diskuteret. For eksempel har blandt andet McLaren og Ferrari skiftet den runde snude ud med en flad, hvorimod Williams har valgt at beholde dele af sidste års karakteristiske udseende.

Forskellen på næserne er ifølge Symonds, at tippen af deres næse er langt mere aerodynamisk fordelagtig, men at den samtidigt er langt sværere at få sikkerhedsgodkendt, hvorfor de andre teams måske har valgt en lettere løsning.

I forhold til selve testen pointeres det som så ofte før, at tiderne ikke kan bruges til noget.

Temperaturene på banen er forholdsvist lave, og det udnytter Williams til at tjekke deres systemer i stedet for ydeevne og omgangstider.

Dækkene skulle passe bedre til den nye bil end tilfældet var sidste år, så begge kørere skulle være optimistiske om dækkenes performance.

Martini FW36 præsentation fra sidste år. Copyright Williams F1


Slutteligt blev der selvfølgelig spurgt ind til strategien for året. Spørgsmålet gik på, om der ville blive gået efter at vinde løb eller blot sikre point, hvortil Pat Symonds svarede: ”Hvis vi er i en position til at vinde løb i år, så er det dét, vi går efter,” samt følgende i forhold til Bottas muligheder for sejr: ”Jeg tror, at hvis vi giver ham bilen til det……”

Herefter blev spørgerunden afbrudt af regn på Jerez, og resten af de Formel 1 glade brugeres spørgsmål måtte være til gode til en anden gang.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hamiltons modsvar til Toto Wolff Jerez test dag 3 - Nasr hurtigst »