Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 22/1 2015 klokken 11:01
Først skulle det tyske Formel 1 Grand Prix 2015 være afholdt på Nürburgring. Her blev Bernie Ecclestone, som skrevet i en tidligere artikel, træt af at vente på, at ejerne fandt penge til at afholde løbet.
Så var det meningen, Hockenheim skulle afholde det tyske Grand Prix i år, men også her er der problemer. Det er nemlig heller ikke sikkert, Hockenheim har råd til at afholde løbet, fortæller Bernie Ecclestone til Skysport.
”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sørge for, de (Nürburgring og Hockenheim, red.) ikke forsvinder helt ud af kalenderen. I sidste ende er der dog kun én ting, der afgør om der bliver afholdt et tysk Grand Prix, og det er, om de har råd til det,” udtaler Ecclestone.
Alt håb er dog ikke ude. Sent onsdag aften mødtes Ecclestone igen med ejerne af Nürburgring for at se, om der kunne laves en kontrakt. Om det så er lykkedes, vides ikke endnu.
En ting er sikkert, I kan følge sagens gang på BMF1.