Marcus Ericsson kørte sit bedste løb i år i Singapore. Copyright Caterham F1
Christijan Albers trådte tilbage som teamchef for Caterham F1, og den nye teamchef Manfredi Ravetto er startet stærkt. Det nye konsortium, der købte Tony Fernandes’ hold, har allerede nu lavet større fremskridt med dette års bil.
Mest tydeligt er fjernelsen af den gamle næse og indførelsen af den nyere slankere model. Det har givet holdet så meget fremskridt, at de nu igen kan kæmpe med Marussia om at være den bedste af de to.
Holdet vil stille til start i 2015, på trods af diverse forlydender om det modsatte, og den nye teamchef fortæller, at fokus allerede nu er på næste års bil.
”Vi er meget fokuserede på at få det bedste ud af den nuværende 2014-bil, men vi arbejder også hårdt på 2015. Vi nyder et formidabelt samarbejde med Toyota og deres vindtunnel i Köln, hvor næste års bil allerede er i gang med at blive testet.”
Marcus Ericsson foran Lewis Hamilton. Copyright Caterham F1
”Alle kender den situation, vi befinder os i, og hvilken tilstand holdet var i, og vi prøver på at holde det i live og forbedre os, og vi arbejder, som jeg sagde, på at komme med nogle detaljer for næste års program.”
”Vores primære mål er at stabilisere firmaet, på den finansielle, såvel som på den tekniske side.”
”Naturligvis ønsker vi at være på gridden i Melbourne næste år – Det er definitivt vores mål.”