Starten. Copyright Formula E
Der var ikke meget larm, da første løb i Formel E blev afviklet i går i gaderne omkring den olympiske park i Beijing. På en bane der hovedsageligt bestod af 90 graders sving og langsider afbrudt af chikaner, skulle de 20 deltagere køre 25 omgange med et indlagt bilskifte.
Allerede på opvarmningsomgangen var der problemer. Jarno Trulli fik med møje og besvær sin bil i gang fra sidste position, men da de røde lamper slukkede, var der ikke meget juice i batterierne. Oppe foran fik Nicolas Prost en god start, mens der var et par overhalinger længere nede i løbet.
Beijing ePrix. Copyright Formula E
Nick Heidfeld overhalede Karun Chandhok, og Bruno Senna forsøgte at køre indenom Takuma Sato i et sving og endte med et ødelagt hjulophæng og en bil, som det krævede en safety car at få fjernet. Naturligvis en BMW i8, så det elektriske race var sikret hele vejen rundt.
Efter få omgange bag safety car blev løbet givet frit, og der blev igen kæmpet. Specielt Franck Montagny var underholdende, og så var der Nelson Piquet Jr, der både overhalede og tabte placeringer.
Sebastien Buemi havde en miserabel dag og udgik. Copyright Formula E
Pit stop runden begyndte rigtig på omgang 13 af 25, og her var Nick Heidfelds Venturihold lynende hurtige, så han kom forbi Audis Lucas di Grassi og op på plads to. Franck Montagny kom ud på plads fire foran Daniel Abt. Prost havde et næsten fire sekunder stort forspring til Nick Heidfeld, men det hul blev lukket i løbet af et par omgange.
De sidste par omgange var der ca. syv tiendedele imellem et og to, og alt lignede en sejr til Nicolas Prost og eDams-holdet. Nick Heidfeld kørte med visuelt mindre downforce og forsøgte at bremse sig indenom i det allersidste sving.
Resterne af Nick Heidfelds Venturi. Copyright Formula E
Her slog Nicolas Prost et sving ind i siden på Heidfeld, som ville have givet fire løbs karantæne, hvis det havde været i Formel 1 og køreren hed Kevin Magnussen. Det betød, at Nick mistede kontrollen og kurede sidelæns henover den skrå kurb, hvilket løftede bilen op i fanghegnet i det, der lignede en meget voldsom ulykke.
Heldigvis slap Nick Heidfeld uskadt fra uheldet, der dog giver Venturiholdets mekanikere en del arbejde med at bygge bilen op til næste løb i Putrajaya i Malaysia den 22. november. Det er samme weekend, som der køres Formel 1 i Abu Dhabi.
Franck Montagny. Copyright Formula E
Vinder af løbet blev Lucas di Grassi, der har fungeret som test- og udviklingskører i serien, foran Franck Montagny fra Andretti-holdet og Daniel Abt fra Abt-holdet. Daniel Abt blev efter løbet straffet med 57 sekunder for at have brugt mere end de 28 kW, som må bruges i løbet.
Samme straf fik Jaime Alguersuari og Katherine Legge. Nicolas Prost har fået en tiplaceringers straf i næste afdeling. Sam Bird fra Virgin overtog tredjepladsen.
Montagny, di Grassi og Bird. Copyright Formula E
I går florerede der flere twitterbeskeder fra Nicolas Prost, der påtog sig det fulde ansvar og gav Nick Heidfeld en undskyldning, og Nick Heidfeld, der accepterede den. Begge kørere er kolleger hos Rebellion Racing.