• Forside

MF1 på udkik efter ny motor

Til trods for at intet er bekræftet endnu omkring Williams og Toyotas kommende samarbejde, er der meget der tyder på, at Midland F1 holdet skal finde sig en ny motorleverandør til den kommende sæson.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 11/7 2006 klokken 09:07

Et af Formel 1 feltets bundhold, Midland F1 med Toyota som motorleverandør, ser nu ud til at skulle bruge energi på endnu et kostbart skifte af teknologi, når de efter al sandsynlighed ikke kan få motorer fra Toyota efter denne sæson.

MF1 er et af de få hold der endnu har deres første VM point til gode, så selvom det går bedre for det lille hold, er supporten fra Toyota for nedadgående.

”Som det ser ud nu, har vi ingen problemer,” udtalte Colin Kolles fra MF1 i går. ”Vi har masser af muligheder, og det er gode muligheder.”

Han tilføjede tilmed, at holdet ikke havde noget imod at indgå en aftale med en motorleverandør, der samtidig ville have en pilot på holdet.

Hvis det skal lykkes for MF1 at få både motor og pilot fra samme motorproducent, er der meget der tyder på, at det ikke bliver Cosworth der vil levere teamets motorer i 2007.

En anden oplagt leverandør kan være Mercedes, der tidligere har udtalt at de er klar til at levere kundemotorer, men Renault og Ferrari er også på banen.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER