Rosberg del af opvisningsuheld

Det skulle have været en hyggelig og spændende afslutning tirsdag aften i Sydtyrol for Nico Rosberg og DTM-køreren Pascal Wehrlein, men det endte med, at to personer kom til skade, og det måtte ydes psykologhjælp til de to kørere og deres gæster.

Nico Rosberg . Copyright Daimler Benz

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 28/5 2014 klokken 18:05

Monacovinder Nico Rosberg og DTM-kører Pascal Wehrlein var i går i Sydtyrol, hvor de besøgte det tyske fodboldlandshold, der ligger i træningslejr forud for næste måneds verdensmesterskab i Brasilien. Det er der ikke noget specielt i, da det tyske landshold er sponsoreret af Mercedes Benz.

Man lukkede et stykke vej af og satte vagtposter op, så Nico Rosberg og Pascal Wehrlein kunne køre lidt opvisning med de to fodboldspillere Benedikt Höwedes og Julian Draxler. Asfalten var våd. Der burde ikke have været nogen på eller ved vejen.

Der var lagt op til lidt sjov i et par Mercedes-biler, men en af vagtposterne udtaler, at Nico Rosberg i irritation over en kvinde, som befandt sig i siden af vejen, bremsede kraftigt ned, hvilket fik den bagvedkørende Pascal Wehrlein til at lave en undvigemanøvre.

Her kom han i græsset og ramte en 63-årig mand, der dog ikke var på vejen men meget tæt på. Han ville tage et billede af opvisningen, og havde derfor brudt sikkerhedsbarrieren for at komme tættere på. Om han nåede at tage sit billede vides ikke, men han blev ramt med så høj fart, at han måtte fragtes med helikopter til et nærliggende hospital.

Efterfølgende blev opvisningen stoppet med det samme, og politiet har været ude og afhøre alle de tilstedeværende. Fodboldspillerne og de to kørere har begge talt med landsholdets pyskolog. Bilerne vil blive undersøgt for tekniske defekter, og i dag har Nico Rosberg, Pascal Wehrlein og repræsentanter fra DFB besøgt ofrene.

Nico Rosberg skrev i går på Twitter:

”Jeg er chokeret over uheldet. Mine tanker er med de to personer, der blev skadet, og jeg ønsker dem en hurtig bedring.”

Det er heldigvis meget sjældent, der sker uheld under denne type opvisningskørsel.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Honda vil købe McLaren Red Bull flirter med VW »