100 til Vettel

Når starten går i Monaco på søndag, er det Sebastian Vettels Grand Prix nr. 100 for Red Bull. Dette tal ser den 4-dobbelte verdensmester gerne fejret med sejr nummer 39.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 23/5 2014 klokken 09:05

Der er ingen tvivl om, at Sebastian Vettel har haft sig en fantastisk karriere indtil nu.

99 Formel 1 løb sammen med Red Bull Racing har givet ham 38 sejre og intet mindre end 4 verdensmesterskaber.

2014-sæsonen har dog indtil nu været lidt af et mareridt for den hurtige tysker. Skal Monaco være løbet, der markerer vendepunktet for Vettel, der hidtil også er blevet sat på plads af sin nye holdkammerat Daniel Ricciardo.?

Red Bull raceren er siden første løb blevet kraftigt forbedret, hvilket især Vettel beviste i Spanien, da han kørte sin racer frem fra en startplacering som nummer 15 til en slutplacering som nummer 4, lige efter holdkammeraten, Daniel Ricciardo, der startede som nummer to.

Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

De første træninger i Monaco viste også, at det er Red Bull, der er de nærmeste til at udfordre de altdominerende Mercedesracere, hvis man lige ser bort fra Alonsos præstation i anden træning, der blev afviklet under meget skiftende forhold.

Vigtigst er det dog at bemærke, at Vettel nu har ændret sine udtalelser om bilen, fra at han ikke kunne føle den, til at han nu føler sig mere i kontakt med bilen.

Vettel ser Monaco som banen, der kan give ham årets første sejr, da bybanen ikke tilgodeser Mercedes på samme måde som de baner, der er kørt på tidligere i år, da der ikke er en langside, hvor Mercedes kan bruge deres høje topfart.

”Den store fordel ved denne bane er, at der ikke er så mange lige stykker, men vi må vente og se.”

”Det er vigtigt at kvalificere sig godt her, så hvis chancen byder sig, vil vi gå efter den,” sluttede verdensmesteren, der lader til at være på rette vej igen.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Træn som en Formel 1-kører (klumme) 2 år mere til Rosberg »