Hold øje med: Felipe Massa

Han kørte sit første løb i 2002, vandt sit første i 2006 og oplevede i 2008 at være verdensmester i nogle sekunder, inden en kendt brite sikrede sig ét enkelt men afgørende point. Velkommen til "Hold øje med".

Felipe foran Valtteri . Copyright Williams F1

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 18/4 2014 klokken 15:04

Formel 1 karavanen er nu nået til Kina efter tre højintense løb i Australien, Malaysia og Bahrain.

Denne udgave af "Hold øje med" tager fat om en brasilianer, som der er delte meninger om. Han var med, så var han helt fremme, pludselig var han helt væk, og så vendte han tilbage igen - af nogle betegnet som et spøgelse.

Felipe Massa er dagens hovedperson.

Felipe Massa startede sin karriere i F1 under de kyndige vinger hos Sauber i 2002.
I 2003 tog han del i Ferraris testarbejde som testkører, inden han i 2004 og 2005 var fuldtidskører hos Sauber.

Derfra flyttede Massa nu permanent til Ferrari, hvor han i 2006 og 2007, uden at skulle skrive hele hans blå bog, sluttede som nummer 3 og 4 i det samlede mesterskab.

Her var han med.

2008 var året, hvor han var helt med fremme. Her vandt Felipe Massa 6 sejre, tog 6 poles og 10 podieplaceringer og endte som nummer to i mesterskabet med 97 point.
Det var også her, at den føromtalte brite, Lewis Hamilton, gjorde livet surt for Massa og tusindvis på og omkring banen i Sao Paulo, da han, efter at Massa havde krydset stregen i den overbevisning, at han var verdensmester, sikrede sig det enkelte vitale point og afgjorde mesterskabet til sin egen fordel.

Sæsonen efter var den, der vendte op og ned på hele brasilianerens karriere. Det var her, at den meget berømte fjeder satte ham ud af spillet for resten af sæsonen.

Grunden til at overstående er medtaget er, at det fortæller en flot og unik historie om Felipe Massa.
Han var med, så var han helt fremme og nu pludselig helt væk og så med igen i 2010.

Det flotte og unikke i historien er, at Massa er en mand, der er på vej tilbage. Måske til noget, der kan minde om dengang, han var med helt fremme.
I 2010 til 2012 var han nærmest anonym og ugenkendelig. Flere gange blev han rygtet væk, af nogle motorsportsfans direkte ønsket væk, men de høje herrer på de italienske kontorgange hos Ferrari holdt hånden over ham.

I 2013 var det dog som om, at den gode brasilianer begyndte at glimte igen. Han sluttede sæsonen som nummer otte med en pointhøst på 112 point og et enkelt podie. Han måtte dog som bekendt opgive sit røde sæde til en vis Hr. Räikkönen, der er i Ferraris stald i 2014.

Imens har Massa skrevet kontrakt med det hæderkronede Williams team og har fået en alsidig og kompetent holdkammerat i form af Valterri Bottas. Vi har allerede set masser af interne kampe hos de to kørere, hvilket lader til at have vækket en ild i Massa, som ellers var i fare for at brænde ud alt for tidligt.

Pt. er Felipe Massa at finde på plads 11 i mesterskabet - men mon ikke han med sin erfaring kan skabe en opadgående formkurve, der kan sende ham længere frem i tabellen?

Det er stadig tidligt på sæsonen, og der resterer 16 løb - men undertegnede har ikke nogle skrupler omkring at lade spotlightet ramme ham.

Bare husk at holde øje med ham i Kina.


/fl

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Fremskridt hos McLaren, men… Kinas GP: 3. frie træning. Ricciardo hurtigst »