Som vi tidligere har skrevet om her på siden, har en række af landets biografer valgt at åbne dørene og invitere indenfor for at opleve Formel 1 på det store lærred. Formel 1 feberen har for alvor ramt landet, og Nordisk Film Biografer er blandt dem, som har taget konsekvensen og programsat samtlige løb i årets sæson. BMF1 var inviteret med indenfor ved årets 2. GP, som løb af stablen på Sepang i Malaysia i sidste weekend.
Det kan være svært at sige præcis, hvori forskellen ligger, men nøjagtig som vi kender det med en god film, så er det bare en anden og mere intens oplevelse at sidde i mørket og få både billede og lyd blæst op i et format, som man ikke kan ramme hjemme i stuen. BioCity i Randers er en af landets nyeste og derfor mest moderne biografer, både hvad angår de fysiske rammer og det tekniske udstyr, og der var således lagt op til en stor oplevelse.
Undertegnede ankom sammen med en følgesvend i god tid før løbsstart. Vi blev modtaget af en veloplagt biografchef, og på trods af det relativt tidlige tidspunkt med løbsstart kl. 10, var der faktisk et fornuftigt fremmøde. Biografchef Morten Arnesen kunne fortælle, at løbet var henlagt til biografens største sal, som har plads til 327 besøgende, hvoraf der var solgt godt og vel 200 billetter.
Kaffe og en høj snegl mens stemningen indfinder sig. Copyright Jens Hvas
I forhallen summede det af spændt forventning, og der var også gjort lidt ekstra for at hygge om gæsterne. Med i billetprisen på 80,- kr. var nemlig et smurt rundstykke og en høj snegl leveret af en lokal bagerforretning, og biografen havde også valgt at alliere sig med Køsters Motorboghandel, som havde opstillet en stand i forhallen. Køsters Motorboghandel er nordens største indenfor litteratur om alt, hvad der har en forbrændingsmotor, og på standen var der naturligvis lagt vægt på bøger om motorsport, de legendariske mærker og de største kørere. På standen var indehaveren af butikken selv til stede, og han svarede gladeligt på diverse spørgsmål omkring butikkens sortiment.
Besøg butikkens hjemmeside
her
Køsters Motorboghandel havde en stand i forhallen. Copyright Jens Hvas
Dørene blev åbnet kl. 9, og sæderne blev indtaget i spændt forventning. Nordisk Film har indgået et samarbejde med Viasat, hvorfor det er præcis det samme signal som hjemme i stuerne, der toner frem på lærredet. I den forbindelse vil undertegnede gerne sende en bøn til Viasat: Drop nu alle de reklameafbrydelser! Jeg ved godt, at reklamerne er et nødvendigt onde for at få økonomien til at hænge sammen, men kan man forestille sig, at Carsten Werge midt i en Champions League fodbold kamp siger: ”Vi tager lige en flok reklamer.”? Det tror jeg ikke – og hvori består forskellen? Hvorfor skal en live-transmission afbrydes gang på gang?
Undertegnede har med enkelte undtagelser set samtlige løb siden midten af 80’erne, men jeg blev alligevel forbløffet over, hvor intenst og levende det hele virker, når man sidder der i halvmørket og bliver bombarderet med lyde og synsindtryk. Det er ikke sidste gang for mit vedkommende!!
Pænt fremmøde trods det tidlige tidspunkt. Copyright Jens Hvas
Jeg vil spare jer for detaljer omkring løbet – dem kan I læse andetsteds på siden, og desværre fik vi danskere jo ikke så meget at juble over. Jeg vil dog gerne konstatere, at der var en rigtig god stemning i salen, og at de mange entusiaster levede sig ind i Kevins bestræbelser med højlydte klapsalver, når det gik godt, og suk og skuffede bemærkninger, når det gik mindre godt. De hyppige reklameafbrydelser blev brugt til at hente friske forsyninger i biografens kiosk, hvor kaffe og rundstykker stille og roligt blev skiftet ud med cola og popcorn.
Her på BMF1 er vi glade og stolte af vores samarbejde med Nordisk Film Biografer, og vi vil på det varmeste anbefale vores læsere at opsøge den nærmeste af slagsen. Det skal prøves!!
Billetter til det kommede løb i Bahrain kan bestilles
her