Red Bull havde en mildest talt problemfyldt pre-season, hvor den ene træningssession efter den anden mere eller mindre blev spildt på gulvet. Efter sæsonens 2 første løb er de forsvarende verdensmestre dog i gang med at levere et imponerende comeback, og teamchef Christian Horner er da også godt tilfreds med de fremskridt, som man har gjort.
Vettel overhaler Ricciardo. Copyright Getty Images/Red Bull Racing
I et interview med ’Autosport’ har den 40-årige englænder svært ved at skjule sin tilfredshed med den øjeblikkelige form. ”Det er et stort forspring (til Mercedes, red.), og de har masser af overskud i øjeblikket. Jeg synes, at det er utrolig godt gået af os at komme så tæt på dem, som vi var i denne weekend. De har et helt tydelig overskud i deres fart, når det går ligeud, og vi arbejder hårdt sammen med gutterne i Viry (Renault, red.).”
Horner lægger ikke skjul på, at han forventer en stigende formkurve fra Renaults side, nu hvor Red Bulls egen indsats tilsyneladende har båret frugt.
”Når man tager i betragtning, hvilket stadie vi er på med hensyn til udviklingen af vores motor, så overstiger det vores forventninger at gøre det, vi gør i øjeblikket. Renault er selv klar over, at der er meget mere at komme efter, når først de får gjort motoren mere kørevenlig. Mange af problemerne er relateret til software, og vi håber, at der kan tages nogle skridt fremad, så vi kan lukke hullet (til Mercedes, red.).”
Christian Horner og Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Sidst i interviewet løfter Christian Horner en smule af sløret for de konkrete udfordringer, som Renault står overfor: ”Disse motorer er meget komplicerede, men forhåbentlig er det blot et spørgsmål om at få alle 3 elementer til at arbejde i harmoni med hinanden, og her taler jeg om motoren, turboladeren og ERS-enheden. De har alle 3 lige stor indflydelse på både bremseevne, acceleration og kraftudladning. Det handler om at få disse 3 elementer til at arbejde optimalt sammen, og der er vi ikke nået til endnu.”