Faste numre og budgetloft

To ting mere stod klart efter mandag. Der vil blive indført et budgetloft fra 2015, og kørerne vil få faste numre, der skal følge dem i hele deres karriere, lidt som da holdene havde faste numre frem til midten af 90’erne.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 10/12 2013 klokken 10:12

Der skal indføres et budgetloft i Formel 1. Selv de store hold er enige om, at der bruges for mange penge, og princippet for et budgetloft er nu fundet. Hvordan det skal fungere i praksis, skal en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra FIA, repræsentanter fra de kommercielle rettighedshavere og repræsentanter fra holdene finde ud af.

Man skulle gerne have opnået enighed om noget brugbart fra slutningen af juni 2014, der skal træde i kraft januar 2015.

Nigel Mansell (Ferrari) på vej mod sejren i 1989. Her med Ferraris faste nummer 27.

Kan du huske Nigel Mansell, der ofte gik under betegnelsen Red Five? Det kan Jean Todt, og nu indføres der et lignende begreb, hvor alle kørere kan vælge et tal mellem 2 og 99, som de skal bruge resten af karrieren, med undtagelse af nummer 1, som verdensmesteren KAN vælge at bruge. Det er ikke et krav.

I starten af 90’erne havde holdene stadig permanente numre. Således kørte Benetton med nummer 19 og 20, Ferrari med nummer 27 og 28, Tyrrell med nummer 3 og 4 o.s.v.

Det fungerer fint i andre kategorier, hvor man i Indycar sjældent har haft nummer 1 med i løbene. Jan Magnussen er også kendt for nummer 23 i dansk motorsport. Hvis flere kørere vælger det samme nummer, så vil nummeret gå til den bedst placerede kører i mesterskabet året før.

Michael Schumacher i Benetton B191. Australien 1991.
Copyright Ford Motorsport


Det giver dog mere mening, at holdene kan låse sig fast til et nummer frem for kørerne. Forestillingen om Romain Grosjean med nummer 35 og Pastor Maldonado med nummer 67 for Lotus overfor Kevin Magnussen med nummer 23 og Jenson Button med nummer 19 i McLaren gør det ikke ligefrem nemmere at finde rundt.

Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at fungere i praksis.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Nye straffe og dobbeltpoint i 2014 Vettel 1 sekund langsommere »