Omfattende regelændringer på vej?

Det har længe været et udbredt ønske fra mange sider at reducere omkostningerne ved at deltage i Formel 1. Ifølge ’Auto, Motor und Sport’ diskuteres omfattende ændringer i øjeblikket på gangene hos FIA.

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 16/11 2013 klokken 15:11

Formel 1 er en højteknologisk sportsgren, og dét i en sådan grad, at det gennem mange år er blevet dyrere og dyrere for de deltagende teams at være en del af dette omrejsende ”cirkus”.

Ferrari gruppebillede. Copyright Ferrari Media

Det er derfor ikke noget nyt, at der fra mange sider rejses ønsker om at få nedbragt udgifterne. Især de mindre teams har det svært, og forskellen mellem rig og fattig synes at blive større og større i Formel 1.

I dag er det stort set umuligt at forestille sig et team blive konkurrencedygtigt, hvis det ikke råder over sin egen vindtunnel og state of the art-testfaciliteter, hvor ethvert tænkeligt scenarie kan simuleres og analyseres igen og igen. De ressourcestærke teams har således en stor fordel, og med det nuværende regelsæt synes denne fordel kun at blive større og større.

Jules Bianchi. Copyright Marussia F1 Team

Denne udvikling ser mange parter gerne bremset eller vendt, og derfor diskuterer Bernie Ecclestone, FIA og de deltagende teams ifølge ’Auto, Motor und Sport’ i disse dage en række mulige ændringer til det gældende regelsæt.

Bernie Ecclestone og Red Bull teamchef Christian Horner. Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Det tyske tidsskrift beretter hovedsageligt om 2 store og omfattende forslag:

Parc Fermé som gælder hele weekenden
I dag er det helt normal praksis, at der medbringes flere forskellige specifikationer af både frontvinge, hækvinge, udstødning osv. til en løbsweekend. Disse afprøves under de frie træninger, og der downloades adskillige GB data på teamets medbragte servere.

LRGP pitstop træning. Copyright LRGP

Disse data sendes hjem til fabrikken, hvor dataene benyttes til at analysere og teste i avancerede simulatorer. Resultaterne sendes retur til banen, hvor den optimale kombination af de forskellige komponenter kan monteres på bilen, inden kvalifikationen starter. Ofte resulterer testene endda i, at teamet vælger at flyve helt nye dele ud til banen.

Ifølge ’AMuS’ går et af forslagene ud på, at man ganske enkelt indfører en slags Parc Fermé i hele weekenden. Naturligvis må der repareres på racerne, hvis de forulykker, og der må også udskiftes sliddele, men der må ikke monteres andre komponenter på raceren end dem, som der startes op med ved den første frie træning.

Force Indias bil under 'Parc Fermé. Copyright Force India

Forbud mod telemetri
Endnu mere drastisk er det, at man angiveligt diskuterer helt at forbyde telemetri. Hvert team downloader som tidligere nævnt massive mængder data, som bruges til at analysere og optimere bilens performance under alle tænkelige forhold. Et forbud mod denne indsamling af date vil helt naturligt reducere omkostningerne betydeligt, og vil samtidig skære drastisk i det personel, som det enkelte team medbringer til banen. I dag er det ikke unormalt, at hvert team har i omegnen af 60 medarbejdere med til hvert løb.

Jenson Button ser på data fra sin racer. Copyright McLaren Media

Det er angiveligt også blevet foreslået at forbyde brugen af vindtunnel i udviklingen af raceren. Det er en særdeles stor omkostning at bygge en vindtunnel, så et sådant forslag giver god mening set ud fra et ønske om at nedbringe den økonomiske byrde ved at deltage i Formel 1.

Vindtunnel på McLarens Technology Center. Copyright McLaren Group

Man skal ikke undervurdere signalværdien i disse diskussioner. Selvom vi har på BMF1 anser det som meget usandsynligt, at disse forbud vil blive indført – i hvert fald i deres fulde omfang – så viser det endnu engang, at der er stor fokus på dette emne blandt beslutningstagerne hos FIA. Hvis man indfører så omfattende forbud, som beskrevet herover, vil man sætte sporten flere årtier tilbage, og en del af de nuværende fabriksteams og motorleverandører vil sikkert mene, at deres incitament for at deltage ikke længere er til stede.

Fronten på Nico Rosbergs racer. Copyright Mercedes AMG

Sikkert og vist er det imidlertid, at der fortsat vil være massiv fokus på det økonomiske aspekt, når det fremtidige regelsæt skal diskuteres, og at vi vil komme til at se ændringer, som primært sker af økonomiske hensyn. Den globale økonomi er stadig ramt af de senere års uro, og FIA kan ikke sidde overhørig, når flere teams har problemer med at betale deres ansatte og deres leverandører til tiden.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« USA’s GP 2. frie – Vettel as usual USA’s GP 3. træning – Vettel og Webber igen »