Fernando Alonso kørte over en kurb med så høj fart, at bilens sikkerhedssystem reagerede på dette og registrerede en kraft over 15 G, hvilket er det magiske tal for, hvornår en kører KAN, og hvornår en kører SKAL forbi banens hospital for at blive checket op.
Ifølge ’Auto Motor und Sport’ så var påvirkningen ikke så stor, men skyldtes at sensoren sad forkert, og lægerne sagde også god for Alonso, siger Michael Schmidt, korrespondent på AMuS.
Fernando Alonso pådrog sig en rygskade efter et hop over en kurb i en episode, hvor Felipe Massa blev den store taber.
Copyright Ewert Foto
Det var dog nok voldsommere end som så. Alonsos egen manager, Luis Garcia Abad, har frigivet et billede af Ferrari-køreren liggende på et rygbræt med nakkestøtte og tæppe over sig, og Fernando Alonso skrev mandag på Twitter.
”Natten var sådan so-so. Jeg skal igennem flere test til aften og prøver at blive 100% klar så hurtigt som muligt.”
Man kan meget med adrenalin i kroppen, men smerterne bliver også noget kraftigere, når adrenalinen aftager. Det kan Anthony Davidson skrive under på. Da han på Le Mans i 2012 fik sig en ufrivillig flyvetur for enden af Mulsanne-langsiden, kunne den tidligere Super Aguri F1-kører selv kravle ud af sin ødelagte Toyota.
Efter kort tid måtte han ned og ligge, og det viste sig, at han havde fået en rygskade, der holdt ham ude resten af 2012. Så man skal være varsom med rygskader.