Kevin tæt på McLaren sæde

Ifølge den engelske avis The Telegraph er der meget der tyder på, at Kevin Magnussen står over for at sikre sig sædet hos McLaren ved siden af Jenson Button og således sende Sergio Perez på porten.

Kevin Magnussen . Copyright McLaren Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 5/11 2013 klokken 11:11

Kevin Magnussens drøm om at komme til Formel 1 i 2014, ser ud til at være meget tæt på at blive en realitet.

Efter hans overbevisende samlede sejr i Formula Renault 3.5 klassen, blev Magnussen belønnet med en test i GP2, men testen blev aflyst i sidste øjeblik uden forklaring.

Ifølge The Telegraph er der noget der tyder på, at forklaringen kunne være, at McLaren mener han er for god til GP2, og at han derfor vil kunne skade sit ry, hvis testen skulle gå dårligt.

Kevin Magnussen. Copyright Renault Sport

”Han har langt større mesterskabskvalitet, end GP2 kan tilbyde,” udtalte Martin Whitmarsh efterfølgende i et interview.

McLaren har meldt ud, at de vil komme med en annoncering omkring, hvem der skal køre for dem til næste år, meget snart. Den kryptiske udmelding peger ifølge en del udenlandske Formel 1 kommentatorer på, at det netop bliver Magnussen og ikke Perez, der får tildelt det andet sæde.

Kevin selv er med til at opbygge spekulationerne ved at udtale, at han vil se det som ekstremt motiverende at starte hos et tophold, frem for at tage den sikre vej med et af de mindre hold, hvor presset vil være mindre.

”Det er rigtigt, at der er en større risiko ved at starte hos et tophold, for hvis man ikke performer der, er man helt ude af Formel 1. Men for mig ser jeg det som den bedste indgang at starte på et hold, der kan give mig den rigtige bil, og hvis ikke jeg kan performe der, er jeg bare ikke god nok,” kom det fra den danske Formel 1 aspirant.

Meget peger således på, at Kevin Magnussen er at finde i en Formel 1 racer i 2014, og mere og mere tyder på, at det vil være en McLaren.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Lotus tror på Räikkönen resten af sæsonen Alonso rygskadet »