Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 11/10 2013 klokken 17:10
5.807 km asfalt og en bane der er blevet ombygget tre gange, med 17 sving og den eneste bane på kalenderen med et layout, der er et såkaldt "Figure 8", hvilket betyder, at banens baglangside krydser en del af banens første sektor.
Banen der venter kørerne er populær blandt mange, da den er krævende, både fysisk og mentalt. Mange vil måske fristes til at sige, at banen efterhånden er den sidste, der ikke er designet af Herman Tilke og stadig har "ånden" i sig og er en ægte racerbane.
Suzuka kræver fuld opmærksomhed fra køren, hele vejen rundt, da dens snoede og hurtige sving kræver fokus både på fart og styring. Banen byder blandt andet på en chikane, et hårnalesving og det berømte 130R. Hvem husker ikke Alonso's overhaling af Michael Schumacher?
Derudover er bilens downforce et vigtigt element, da de lynhurtige svingkombinationer kræver præcise retningsskift og ikke efterlader noget rum for fejl eller korrektioner - er du først kommet skævt igennem, er din omgang tabt.
Den mest karakteristiske svingkombination er svingene 3,4,5,6 og 7, som vel bedst kan beskrives som ryggen af en kamel. En kombination der både hiver G-kræfter og koster på dækkene.
130R hedder det berygtede sving på banen, der af mange sammenlignes med Blanchimont på Spa. Når man drejer ind i svinget kan man reelt ikke se, hvornår man skal begynde at rette op igen, og samtidig er farten godt over 200 km/t. 130R har gennemgået en række ændringer efter seriøse uheld, blandt andet blev Allan McNish sendt af banen og igennem et hegn i sin Toyota i 2002 og i 2003 kostede 130R et menneskeliv, da Daijiro Kato blev dræbt i Moto GP.
Det bliver interessant at se, om Vettel endnu engang kan holde tungen lige i munden og sikre sig pole-position og sit fjerde verdensmesterskab. Husk i hvert fald at holde øje med banen, da den er garant for spændende løb.
/fl