De bedste der ikke kom til Formel 1

Autosport har lavet en top 50 over de bedste racerkørere, der ikke kom i Formel 1, men som de helt klart mener, burde have haft chancen. 3 danskere er med.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 31/7 2013 klokken 14:07

Autosports lange liste over folk, der burde have været i Formel 1, men af den ene eller anden grund ikke kom det, indeholder 3 danskere.

John Nielsen nr. 33
TV3 Puls' Formel 1-hold. Copyright Michael Ewert

Første dansker vi finder, når vi ser listen bagfra, er TV3s Formel 1 medkommentator, John Nielsen, der også gik under navnet Super John.

John Nielsen havde faktisk en Formel 1 aftale på plads med VW for 1984-sæsonen. En aftale der var kommet på plads på baggrund af hans imponerende resultater i blandt andet Formel 3.
Men selvom der var grønt lys for projektet, og de var i fuld gang med udviklingen af deres Formel 1 bil, blev projektet pludseligt skrottet af marketing hensyn.

John Nielsen udtaler: ”Det ene øjeblik var jeg på vej i Formel 1, og øjeblikket efter var det ovre, inden det startede.”

John fik også chancen hos Tyrell i 1985, men kunne ikke skaffe de $ 500.000, der skulle til for at sikre ham sædet.

Jason Watt nr. 26
Jan og Jason Watt kigger i den nye bog. Copyright Michael Ewert

Den anden dansker vi finder på den eksklusive liste er Jason Watt.

Watt var en af de mest indlysende kommende Formel 1-kørere i 1990erne, men hans voldsomme motorcykelulykke, der lammede ham fra brystet og ned, satte en effektiv stopper for Formel 1-drømmen.

Watt husker, at hans daværende manager, David Sears, havde gode kontakter med Benetton og Arrows, som begge var på udkig efter en farvet kører som ham.

”Vi havde flere møder med Pat Symonds hos Benetton, der kørte under sloganet ”United Colours of Benetton” samt Prince Malik fra Arrows. Jeg havde tilmed et møde med Bernie Ecclestone i Monaco,” udtalte Jason Watt.

Benetton tilbød mig en test, der ville koste os $ 2.000.000, men de ville ikke garantere andet, hvorfor vi valgte at takke nej.”
”Vi havde et meget konkret møde med Malik på Imola, men pludselig var han forsvundet fra holdet,” tilføjede Watt.

Efter min motorcykelulykke fortalte David Sears mig, at det var skidt timing, da jeg havde fået en Williams-test, hvor jeg skulle op mod Bruno Junquira, som jeg jævnligt slog i F3000 og en eller anden fra F3 der hed Jenson Button, som jeg ikke var i tvivl om, at jeg ville slå.”

”Jeg ved i det mindste, hvorfor jeg aldrig kom tættere, på i modsætning til Tom Kristensen,” sluttede Jason Watt.

Tom Kristensen nr. 1
Tom Kristensen sprøjter champagne. Copyright Audi Motorsport

Den mest vindende i Le Mans ved de fleste, er dansker, og at han bærer navnet Tom Kristensen.

Tom har kørt rigtig mange forskellige klasser og er en af de personer, der har brugt mest tid i en Formel 1-bil, uden at køre et Formel 1-løb eller være Formel 1-kører.

”Jeg elsker motorsport og har været yderst privilegeret med det, jeg har opnået. Når man kommer fra et lille land som Danmark, har det altid været ekstra svært at komme i Formel 1, hvilket jeg altid har haft i bagtankerne, selvom jeg er født på en tankstation,” udtalte Tom Kristensen.

”Jeg er glad for, at jeg har formået at gøre motorsport til min levevej, noget jeg som ung ikke troede, var muligt. Men da jeg begyndte at se muligheden, arbejdede jeg hårdt på at opnå det.

”Jeg vandt Le Mans første gang sammen med BMW, med det klare henblik at komme til Formel 1 med Williams, der dengang anvendte BMW motorer, men jeg kom aldrig rigtigt tættere på,” tilføjede Kristensen.

Tom Kristensen kørte rigtigt meget i en Formel 1-bil, da Michelin hyrede ham til at teste dæk for dem, forud for at de begyndte at levere dæk til Formel 1, og han testede desuden for Minardi i 1997.
Yderligere har Alain Prost udtalt, at han ville have Tom på sit hold i 2000, men økonomien satte en stopper for det.

”Jeg er utroligt glad for, at jeg besluttede mig for at køre for Audi tilbage i 99, en beslutning jeg ikke fortryder et sekund,” sluttede Tom Kristensen, der således ifølge Autosport, er den bedste kører i verden, der ikke kom til Formel 1.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Reprimande til Alonso Hamilton: alt er muligt »