• Forside

Første række til McLaren

For første gang i år starter der en McLaren-kører fra første række, idet Kimi Räikkönen blev næsthurtigst i kvalifikationen. Juan Pablo Montoya starter fra ottendepladsen.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 10/6 2006 klokken 23:06

Der er selvfølgelig stor tilfredshed hos McLaren med, at det lykkedes Kimi Räikkönen at kvalificere sig på andenpladsen, mens Juan Pablo Montoya døjede lidt med balancen og derfor ikke fik det optimale ud af bilen, hvilket resulterede i en ottendeplads.

Samtidig havde begge kørere lidt svært ved at få dækkene til at fungere optimalt i den første sektor, men teamchef Ron Dennis håber på, at det ikke bliver et problem i selve løbet.

Her følger kørernes reaktion på kvalfikationsresultatet:


Kimi Räikkönen på Silverstone


Kimi Räikkönen (2. plads, 1:20.397):

"Jeg er virkelig tilfreds med første række specielt på Silverstone, hvor en masse af gutterne fra Woking og Brixworth er i stand til at komme og støtte os. Bilen fungerede godt, og på en måde er jeg skuffet over ikke at være på pole, da vi var så tæt på.

Mit sidste forsøg var en smule stramt – jeg tror, der kun var nogle få sekunder tilbage – men vi gjorde det, og var i stand til at opnå andenpladsen, hvilket er super. Vi har gjort store fremskridt siden i går, og jeg var virkelig i stand til at presse.

Nu glæder jeg mig til løbet i morgen, hvor vi vil gøre alt for at gøre det godt. En sejr er mulig, men så meget kan ske, men jeg er virkelig glad for dagens resultat og ser frem til i morgen."


Juan Pablo Montoya på Silverstone


Juan Pablo Montoya (8. plads, 1:21.107):

"Jeg var ikke i stand til at få den rette balance gennem hele weekenden og kæmpede under kvalifikationen i dag. Jeg skulle være højere oppe på gridden end otter, og jeg er skuffet over dette. Det er dog et langt løb i morgen, og vi har før set, at alt kan ske."