Senna på DR2 i aften

Den prisvindende dokumentarfilm om Ayrton Senna, som bl.a. har gået i udenlandske biografer (og et par særforestillinger i danske), bliver i aften vist på DR2 i forbindelse med kanalens Dokumania-tema. BMF1 kan varmt anbefale filmen.

Ayrton Senna Williams 1994 . Copyright Williams F1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 28/8 2012 klokken 12:08

Er du en af de få, der endnu ikke har set dokumentaren om Ayrton Senna, den prisvindende dokumentarfilm fra 2010, så har du muligheden for at se den i aften i DR2 Dokumania. Filmen vises 20.45, og fortæller historien om den tredobbelte verdensmester, der gjorde Formel 1 til en kontaktsport.

En rørende film med optagelser, som ikke tidligere var blevet vist. Bernie Ecclestone havde åbnet arkiverne, og givet instruktøren adgang til de hemmelige ruller. Man oplever Ayrton Senna på sjælden slap line, men også som den superprofessionelle racerkører han primært er kendt som.

Dokumentaren består hovedsageligt af klip fra Formel 1 og interview med forskellige kørere og personligheder. Filmen er blevet beskyldt for at forherlige Ayrton Senna, men nu handler filmen også om ham, men også for at sætte Alain Prost i et dårligt lys.

Nigel Mansell kører Ayrton Senna tilbage til pitten. Silverstone, England 1991.
Copyright Williams F1


Blandt andet af den grund har den firedobbelte verdensmester ikke set dokumentaren, men Professoren har ikke noget at skamme sig over. Han er mere reflekterende kritisk, og netop hans kommentarer er med til at underbygge Ayrton Sennas personlighed.

Har du nogen interesse i Formel 1, så må du ikke snyde dig for denne dokumentar, hvis du ikke har set den. Den er alle minutterne værd, og man skal være noget af en kold person, hvis man ikke bliver bare lidt bevæget af filmen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kubica tæt på comeback? McLaren med dobbelt DRS? »