Under Malaysia Grand Prix havde Narain Karthikeyan 2 sammenstød med hurtigere biler på banen. Den ene var Jenson Button, som efterfølgende påtog sig hele ansvaret, den anden var Sebastian Vettel, som reagerede noget anderledes på hændelsen.
Efter løbet kaldte Vettel, Karthikeyan for en agurk og en idiot, og Karthikeyan blev da også straffet for dette sammenstød, selvom mange kommentatorer mener at Vettel selv havde en stor del af ansvaret for sammenstødet.
At kalde en kollega navne på denne måde er i strid med FIA’s æreskodex, og kan lede til straf i form af en advarsel eller fjernelse af superlicensen. Intet af dette skete dog for Vettel, og Karthikeyans reaktion på udfaldet imod ham var blot at kalde Vettel for en tudeunge.
I mange tilfælde ville et hold eller en kører senere undskylde for at vise den mellemste finger og for udgydelser i stil med dem Vettel kom med, men det sker ikke. Vettel mener ikke at han har noget at undskylde for, og holdet kalder det blot for ”en af den slags ting der sker”.
Sebastian Vettel Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Red Bull går nu et skridt videre. Sportschef Helmut Marko har bedt holdets direktør om at tage en sludder med kollegerne fra Marussia og HRT, ud fra devisen at når man er så langsom, må man også være ekstra påpasselig.
Andre mener at små hold er, og altid har været, en del af sporten, og derfor er fuldt ud berettigede til at kæmpe om de pladser de kan, og derfor naturligvis skal være opmærksomme på blå flag, men ikke nødvendigvis bare skal lade sig tryne af de større hold.