Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 22/3 2012 klokken 15:03
Der kommer ingen officielle udmeldinger omkring Robert Kubica, men læser man aviser eller rygter på nettet, så skulle han have testet en Skoda Fabia i Liguria i Italien.
Den italienske avis ’La Gazzetta dello Sport’ skriver, at han har testet en kart på en gokartbane i Montecatini-Terme i Tuscana.
Uanset hvad sandheden er, så siger Flavio Briatore, der har været sammen med Kubica et par gange.
Flavio Briatore udtaler til ’Sky Sport 24’:
”Jeg har set ham et par gange, og har fortalt ham, at han ikke skal skynde sig tilbage.”
”Man mister ikke sit talent, men først skal man fokusere på sit helbred. 100 procent.”
Han sammenligner Robert Kubica med den tidligere italienske Formel 1-kører, Alessandro Nannini, der mistede sin arm i et helikopterstyrt i 1990, da han kørte for Briatores Benetton-hold.
”Han skyndte sig tilbage, og vi ved alle, hvordan det endte.”
“Jeg tror Kubica vil få success, men han skal planlægge sit comeback til om to år. Man kan ikke være i F1, hvis man ikke er 100 procent klar.”