Barcelona test 2 – dag 1

Så er den sidste testsession skudt i gang, og den første dag er blevet afviklet. Lotus er tilbage, og fejrede det med at sætte dagens bedste tid.

Romain Grosjean . Copyright Lotus GP

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 1/3 2012 klokken 18:03

Lotus er tilbage i testfeltet. De bruger deres 01-chassis, som er det samme som de brugte på Jerez, men nu med rettet forhjulsophæng. De har fotalt at deres 02-chassis vil forblive et reservechassis, mens de er i gang med at lave et nyt hjemme på fabrikken.

Fejl eller ej, så kunne Romain Grosjean sidst på dagen køre ud på bløde dæk, og sætte den bedste tid. Lotus har lavet et specielt program til disse 4 dage, for at kompensere for den manglende banetid i sidste test. Vigtigt for dem, idet den ekstra dag de havde bedt om, ikke er blevet bevilget.

Jenson Button Copyright Pirelli

Jenson Button startede dagen med at køre en tid på hårde dæk, og den holdt som den bedste lige indtil Grosjean, i den sidste time, gjorde det onde ved den. McLaren nåede færre omgange end vi har set fra dem i de øvrige tests, men dette ikke på grund af problemer, men fordi de er ved at teste en omfattende opdateringspakke. Derudover testede McLaren også brugen af en ny pitstop-lollipop. Læs mere om den i en anden nyhed her på BMF1.

Perez i Sauber var treer, men på bløde dæk, og åbenbart på lavbrændstofmængde. Han løb kort efter tør ude på banen, og forårsagede et rødt flag. Han var på et tidspunkt ude på hårde dæk, og hentede Mark Webbers Red Bull med omkring et halvt sekundt på en omgang, men også her var han på meget lav brændstofmængde.

Mark Webber imponerede ikke med sine tider fra morgenen af, men forbedrede dem lidt ud på eftermiddagen. Han nåede 102 omgange, og det rygtes at Red Bull også leger med en større omgang opdatering på RB8.

Nico Rosberg Copyright Daimler-Benz

Rosberg var med 128 omgange den mest effektive på banen. Han mener selv at de gør nogle gode fremskridt på W03.

Hvor de fleste brugte meget tid på long runs, brugte Toro Rosso og Jean-Eric Vergne meget af tiden på at øve pitstops. Vergne selv synes da også at det går bedre og bedre, og erklærer sig tilfreds med racerens udvikling.

Force India og Paul di Resta brugte tiden på at køre long runs. De nåede 98 omgange, men da det ikke var kvalifikations tider de koncentrerede sig om, kom de ikke i nærheden af de tider de ellers har imponeret med.

Billeder fra præsentationen af Ferrari F2012. Udstødningerne er nu flyttet længere ind mod midten af raceren. Copyright Ferrari Media

Ferrari var tydeligvis ikke i Barcelona for at imponere i dag. Massa nåede 105 omgange, men tiderne var aldrig noget at skrive stolte breve hjem til Maranello om. Skarpe øjne på banen har dog lagt mærke til at Ferrari F2012 har et helt andet udstødnings layout, end det de præsenterede raceren med. Udstødningsrørene er simpelthen flyttet længere ind mod midten af raceren, mens det lidt specielle design der var lavet omkring dem, stadig er der, dog uden at indeholde udstødningsrør længere. Det falder meget godt i tråd med at Ferrari brugte meget tid, under de forrige tests, på netop at finde et passende udstødningsdesign til F2012.

Caterham skulle have haft Kovalainen i vognen i dag, men en madforgiftning ændrede dette, og Petrov fik lov til at køre 123 omgange, hvorunder han nåede at køre på samtlige dæktyper. Hans racer stoppede dog af ukendte årsager ude på banen et kvarter i lukketid.

Vitaly Petrov Copyright Caterham F1

Efter nogle flotte tider i seneste test, er Williams kommet lidt ned på jorden igen. Maldonaldo var dagens langsommeste, og samtidig manden med færrest omgange under dagens forløb.

De uofficielle tider kan de se her:
Plac Kører Hold Tid Omgange Tidsforskel
1 Romain Grosjean Lotus-Renault E20 1’23.252 73
2 Jenson Button McLaren-Mercedes MP4-27 1’23.510 64 0.258
3 Sergio Perez Sauber-Ferrari C31 1’23.820 118 0.568
4 Mark Webber Red Bull-Renault RB8 1’23.830 102 0.578
5 Nico Rosberg Mercedes W03 1’23.992 128 0.740
6 Jean-Eric Vergne Toro Rosso-Ferrari STR7 1’24.216 113 0.964
7 Paul di Resta Force India-Mercedes VJM05 1’24.305 98 1.053
8 Felipe Massa Ferrari F2012 1’24.318 105 1.066
9 Vitaly Petrov Caterham-Renault CT01 1’24.876 123 1.624
10 Pastor Maldonado Williams-Renault FW34 1’25.587 58 2.335




Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« McLaren tester nyt lyssignal til lollipop - Nu med Sir Frank træder tilbage »