Succes kommer til Caterham i 2012, hvis man skal tro Keke. Helt nemt bliver det dog ikke, mener han.
Teamet skal nemlig flytte deres fabrik, hvilket vil være en stor distraktion, da det ”ikke kun er at flytte et par få maskiner, men hundredevis af mennesker, der ikke alle vil flytte deres børn fra nuværende skole og lignende,” fortæller Keke Rosberg til MTV3.
Fremskridt vil der dog være uanset hvad, mener Keke, der nu er 63: ”De vil sikkert forbedre sig et step op fra sidste år, om så end ikke fordi de har KERS med i billedet.”
”Det skulle mindske Williams og Force Indias forspring.”
Keke Rosberg har altid været glad for de mindre teams, som Caterham, Marussia og HRT:
”Man er nødt til at starte et sted: Man kan ikke komme med og være Ferrari. Og der er brug for de små teams, ellers ville man kun have McLaren, Ferrari og Red Bull. Man skal have top teams, midter teams og små teams. Forhåbentlig kan de en dag udvikle sig til store teams – Husk hvordan Stewart blev til Jaguar og endeligt Red Bull.”
Caterham flytter hele fabrikken i år. Copyright Caterham F1
Keke udtaler desuden, at han er imod Ferraris idé om at de små teams skal opgive at bygge deres egen bil og i stedet købe et på forhånd designet chassis:
”Forestil dig Ferrari er et halvt sekund hurtigere end alle andre, og pludseligt har du et halvt felt af Ferrarier, alle foran de andre. Hvis du kunne købe sidste års bil ville der til gengæld blive større mulighed for unge kørere, ingeniører og mekanikere.”
Men problemet med det er ifølge Keke stadig, at F1 konstant ændrer regler:
”For eksempel er næsen ændret i år, så du kan ikke bruge sidste års bil i år. Hvis man har et team, der normalt køber bilen fra andre, hvad gør man så? F1 har altid været dér, hvor man bygger sin egen bil. Ellers er det bare GP2 med en masse Ferrarier.”