Det er dårlig karma at slå ud efter sin bankrådgiver, men endnu dårligere, hvis vedkommende samtidig er CEO for en af Formel 1-sportens tungere sponsorer, Genii Capital. Ikke desto mindre er det, hvad sidste sæsons Force India-kører, Adrian Sutil, nu står anklaget for.
Anklagen drejer sig om en hændelse i en Shanghai natklub efter sidste års kinesiske Grand Prix, hvor Sutil påstås at have skåret Genii Capitals CEO, Eric Lux, med et glasskår, hvorefter ofret måtte sys med flere sting på halsen.
Sigtelsen lyder på grov legemsbeskadigelse, og en rapport i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung hævder, at anklagemyndigheden ved retten i München vil gå efter et års fængsel til køreren.
Adrian Sutil kommer måske til at se langt efter et F1-sæde i 2012. Copyright Force India
Nyhedsbureauet SID citerer Sutils manager, Manfred Zimmermann, for at sige: "Vi er parate, og håber, at sagen vil blive afklaret."
Sutil er i øjeblikket uden sæde til 2012-sæsonen, men for øjeblikket ser Williams F1 ud til at være tyskerens bedste mulighed.
Men den forestående retssag, med risiko for fængsling, ser Sutils chancer måske ikke alt for lyse ud, og den kommende sædetilpasning kan derfor ende med at blive foretaget af Rubens Barrichello og Bruno Senna.