Kvalifikationen til Brasiliens Grand Prix var det sidste i kalenderen, og den blev (igen) vundet af Sebastian Vettel, som vanligt i suveræn stil med en blændende, sidste flyvende omgang.
Følg kvalifikationen, som vi dækkede LIVE herunder.
Snap shot fra Interlagos-banen i Brasilien. Her er det Adrian Sutil i Force India.
Q1
Bilerne strømmer nu ud på banen i et pænt tempo, hvilket skyldes, at der ventes regn indenfor kort tid. En farlig cocktail med det berygtede skidt og møg, der altid er på bybanen Interlagos.
Hamilton er hurtigst i 1:13.856.
Der er nu gået 5 minutter af Q1's 20 minutter, og samtlige biler er eller har nu været på banen.
Vettel sætter hurtigste tid med 1:13687 og han følges af Hamilton, Webber og Alonso.
Regnen rapporteres 10 kilometer væk fra banen. Nu skal der "bare" sættes en tid, inden de første dråber ankommer.
Schumacher i pit efter en uheldig indstyring i sving 1. Har han igen problemer med bilen?
Måske er det sidste gang vi ser Rubens Barrichello i et Formel 1-grand prix, idet brasilianeren står uden kontrakt efter sæsonen. Den populære kører ligger nu på P17.
10 minutter tilbage og nu er Jenson Button hurtigst med 1:13.281.
Fernando Alonso rasper grundigt af sit højre fordæk under indstyring i næstsidste sving og kører i pit til et dækskifte. Spanieren ligger på P5 indtil videre.
Med 6 minutter tilbage er stillingen forrest: Button, Webber, Vettel, Hamilton, Alonso, Sutil, Rosberg, Massa, Schumacher og di Resta.
Rubens Barrichello i Williams F1, måske hans sidste Formel 1-løb Copyright Williams F1
Fra P18 finder vi, i rækkefølge, Barrichello, Maldonado, Kovalainen, Ricciardo, d'Ambrosio, Glock og Liuzzi.
Business as usual...
Hov... Barrichello skyder frem som en pil og ligger nu på P9 med 1:14.117. Hvad skete der? Åbenbart tør teamet at presse Cosworth-motoren til det yderste i sæsonens sidste løb.
Buemi har overtaget Barrichellos plads på P18.
Regnen meldes nu tæt på og de truende skyer taler sit eget, tydelige sprog.
Q1 er ovre og ude af kvalifikationen er Maldonado, Trulli, Kovalainen, Liuzzi, Ricciardo, d'Ambrosio og Glock.
Hermed en opmuntring til HRT, der har begge biler foran Virgin. Foran ser McLaren og Red Bull meget stærke ud med Vettel hurtigst i 1:13.664.
Vi venter på Q2.
Q2
Kø ved pitudkørslen til de næste 15 minutters sprint.
Første biler på banen er begge Force Indianere. Herefter følger to Red Bulls og derefter resten af hoben. Alle 17 biler er nu ude på banen.
"No rain witin the next 30 minutes," hedder det på skærmen. Ren forvirring, men klimaet ændrer sig hurtigst på disse kanter. Rart for kørerne, at de indtil videre kan lade paraplyerne blive i garagen.
10 minutter tilbage og igen ser vi Schumacher have problemer med sving 1. Han bliver dog på banen denne gang.
Vettel hurtigst med 1:12.446 og han følges af Rosberg, Webbber, Hamilton og Button.
Schumacher til 13-omganges service, og kort efter følges han af Hamilton og Vettel. Det handler om dækskift og der er nærmest direkte stille på banen lige nu.
Mens der er stille imponeres man lidt af Rosbergs flotte andenplads indtil videre. Han har kørt i tiden 1.12.569, hvilket er næsten 1 sekund hurtigere end teamkammeraten Schumacher i den anden Mercedes GP.
Alguersuari på banen på bløde dæk og det samme vælger resten af feltet, der nu starter bilerne til de sidste 3 minutter i Q2.
Nico Rosberg har været overraskende hurtig i Q2. Copyright Mercedes GP
Bagest kæmper Schumacher på P11 og han følges af Alguersuari, Buemi, Kobayashi, Petrov, Barrichello og Perez.
Massa kører i dag grand prix nr. 100 for Ferrari, og har i den anledning en gylden hjelm. Brasilianeren ligger på P8 med 1.13.291.
På sin 14-plads klager Buemi over manglende trækkraft.
Tiden er gået og ude er di Resta, Barrichello, Alguersuari, Buemi, Petrov, Kobayashi og Perez er ude af kvalifikationen.
Forrest er Vettel stadig hurtigst overraskende fulgt af Rosberg, Webber Hamilton, Button, Alonso, Sutil, Massa, Senna og Schumacher.
Vi venter på de afgørende 10 minutter i Q3.
På Twitter oplyser Sauber, at Kobayashi har gearkasseproblemer.
Q3
Bilerne strømmer nu ud med Rosberg i front. Han følges af Hamilton og Alonso. Vettel vil også lege med, starter den røde tyr og kører ud på banen.
Alonso hurtigste mand i sektor 1, men Vettel er dog hurtigst i tiden 1:12.268.
Massa, Senna, Schumacher og Sutil har endnu ikke været på banen i Q3.
4 minutter tilbage og det ser ud til, at de slet ikke kommer ud. Der er noget helt galt med dette kvalifikationsformat.
Det ville Sutil dog ikke høre tale om, og han kører nu ud på sin flyvende omgang. De tre andre venter stadig.
Med 2 minutter tilbage kører Schumacher nu ud på sine primedæk. Nu også Senna.
Vettel på sin sidste flyvende omgang. Hamilton ser ud til at blive den sidste med mulighed for at sætte en tid.
Sebastian Vettel tog sin 15. pole position i sæsonen. Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Vettel kører i 1:11.918, og mens der viftes med ternede flag tager Webber P2 i 1:12.099. Tredjepladsen snuppes af Button med 1:12.283.
I rækkefølge besættes morgendagens 10 forreste startpositioner derfor af Vettel, Webber, Button, Hamilton, Alonso, Rosberg, Massa, Sutil, Senna og Schumacher.
Man må lette på hatten over Vettels præstation, idet det er tyskerens 15. af slagsen i en enkelt sæson - hermed overgår han Nigel Mansells snart mangeårige rekord.
Med denne stilling slutter vi vores LIVE-dækning af kvalifikationen til Brasiliens Grand Prix. Kom tilbage i morgen kl. 17.00, hvor vi dækker sæsonens sidste Formel 1-løb.