Selv om det har været alment kendt, at mindst en af Toro Rossos kørere sandsynligvis bliver erstattet af Daniel Ricciardo til næste år, så er det ikke noget, der bekymrer holdets spanske kører. Han er dog skuffet over, at et skifte til Red Bull Racing ikke kan lade sig gøre.
Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 20/9 2011 klokken 23:09
Jaime Alguersuari ved ikke om han har et gjort som Formel 1-kører til næste år. Alligevel bekymrer det ham ikke rigtig, og han har af samme grund ikke forhandlet med andre hold i Formel 1.
Det fortalte den spanske dj i et interview til avisen ’AS’ i Barcelona, efter han havde lanceret sin første single.
”Jeg er ikke nervøs for det er altid lykkedes for mig. Fra jeg var 15 har jeg aldrig vidst, hvad jeg skulle lave før til sidst.”
Om Mark Webbers nye Red Bull-kontrakt siger Jaime:
”Jeg har ikke noget imod ham (Mark Webber, red.), men det lukker muligheden hos Red Bull, og så stopper det også flowet fra juniorholdet.”
Toro Rosso'er Copyright Michael Ewert
Og når det gælder kollegaen Sebastien Buemi:
”Han er en af de bedste holdkammerater jeg har haft i mit liv. Han fortjener at være her.”
Overfor en anden spansk avis ’El Mundo’ udtaler han:
”Indtil videre har jeg ikke nogen plads næste år, jeg har ikke talt med nogen hos Toro Rosso om næste sæson.”
”Hvad jeg ønsker mig er en bil, der lader mig være oppe foran og vinde løb for jeg mener, at jeg fortjener det. Jeg bryder mig ikke om at slås om 16. pladsen. Jeg kommer ikke med nogen undskyldninger, men Vettel kan bremse 20 meter senere med hans bil.”
Hvem kører denne Toro Rosso til næste år?
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Dr. Helmut Marko har ikke besluttet noget endnu siger han:
”Det er for tidligt at lægge seriøse planer om 2012.”
Skulle jobbet som Formel 1-kører glippe, så er der altid dj-jobbet tilbage.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.