Af: Peter Fyllgraf (pfy@bmf1.dk) d. 6/1 2006 klokken 14:01
”Vi har modtaget en officiel bekræftelse på, at alle de andre hold har accepteret den sene tilmelding fra Super Aguri til 2006 sæsonen”, udtaler en talsmand for Det Internationale Motorsportsforbund (FIA)
”Vi er også blevet informeret om, at den påkrævede finansielle garanti vil blive forevist FIA tidligt i næste uge.
"En formel bekendtgørelse om tiltrædelsen af det nye hold, kommer i forbindelse med forevisningen af den finansielle garanti”, udtaler FIA.
Det Honda støttede Super Aguri sagde sidste måned at de havde sikret sig accept fra de 10 andre hold, til at lade sig indskrive i mesterskabet, hvor adgangsbilletten er på 48 mio. dollars. Super Aguri forsøgte i November at indskrive sig, men blev afvist, da de ikke kunne garantere det store beløb inden tidsfristen udløb.
Chefen for det nye Formel 1 hold, er tidligere racerkører Aguri Suzuki og han ventes at skrive kontrakt med den tidligere BAR kører Takuma Sato. Dette forventer vi sker, når FIA har godkendt Super Aguris tilmelding.
Flere japanske kørere er ligeledes i søgelyset som holdets anden kører. Her kan nævnes Yuji Ide, Matsuura og Yamamoto. Sidstnævnte kørte som fredagskører for Jordan før sidste års Japanske Grand Prix.
Super Aguri vil køre I 4 år gamle Arrows biler, indtil de senere på sæsonen har fremstillet en bil selv.