Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 6/1 2006 klokken 11:01
Den 28-årige indiske racerkører og nationalhelt, Narain Karthikeyan, har fået uventede problemer med sin sponsor, Tata Motors, en indisk bilfabrik.
Tata er nu blevet sat i forbindelse med det nyeste team på gridden, Super Aguri F1, efter at teamets hidtidige sponsoremne, Softbank, ifølge rapporter har trukket sig fra F1-projektet.
Således skriver dagbladet Outlook India, at der er interessekonflikt imellem Super Aguri og Honda, idet den japanske bilproducent er stærkt repræsenteret i Indien, og hverken Honda eller Tata er interesserede i at deles om det samme F1-team.
”Tata Motors ønsker ikke at se Narain køre for deres konkurrent på det indiske marked,” siger kilder tæt på Karthikeyan.
Ifølge inderens manager, Piers Hunnisett, er der dog stadig muligheder for et sæde til verdens første inder i en F1-racer. Han fortæller bl.a. til Times of India, at der i øjeblikket forhandles med Williams og ”tre andre teams”.
Skulle det alligevel mislykkes, forklarer Hunnisett kryptisk: ”Så vil han om ikke andet være i en god position til næste år.”