Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 28/4 2006 klokken 16:04
Det er blandt andet på opfordring fra den tidligere Formel 1 kører Eric van de Poele, at arrangørerne nu arbejder på at få lov til at overtage Spa Francorchamps denne weekend. Det er dog ikke helt nemt, og tiden er knap.
”Når Formel 1 ikke kører på banen i år, så er det meget vigtigt, at vi holder Formel 1 ånden i live. Vi vil kunne samle omkring 50-60.000 tilskuere til sådan et løb. Jeg har kun to uger til at få det til at ske.”
”Men det er svært for os på grund af den politiske situation i Belgien. Jeg drømmer om denne bane, og det kan ske i år. Arrangørerne er overbeviste om, at det er en god ide, men nu skal vi have fundet de folk, der skal sætte Grand Prixet op og finde sponsorer.”
”Spa er en rigtig bane til rigtige kørere. Jeg har gjort alt hvad jeg kan siden januar for at få det til at ske. Det var mit ønske og mit mål at få Grand Prix Masters til Spa.”
Hvis det lykkes for Eric van de Poele at få lov til at afvikle et Grand Prix Masters på Spa-Francorchamps, så skal vi nok skrive om det her på BMF1. I denne weekend er de gamle Grand Prix helte imidlertid i aktion på Losail banen i Qatar.