Den eneste der tror på at Kubica kommer ud at køre Formel 1 i år, er vist Lotus-Renaults holdchef, Eric Boullier, som er sikker på at lægerne overdriver den nødvendige tid før Kubica er klar igen.
Han har dog erkendt at Kubica nok ikke bliver klar til at teste i næste uge, og næppe heller bliver klar til sæsonstarten om en god måneds tid.
Mange navne har været i spil, og dagligt kommer der nye forslag. Meget kommer dog også an på hvor længe Kubica er ude. Hvis det er for nogle relativt få løb, vil Renault rekruttere indefra, hvis det er for en hel sæson vil de kigge sig lidt mere omkring.
Kimi Raikkonen ankommer til pitten
Kimi Räikkönen
Vil nok være den stærkeste kører der kan købes for penge på nuværende tidspunkt. Der skal dog bruge rigtig mange penge, idet kimi ikke er kendt for at køre F1 for småpenge, foruden han skal købes ud af hans nuværende Rallykontrakt. Et lille skisma er også at Kimi tidligere har langet ud efter Renaults ledelse, da han mente de brugte hans navn for at højne deres egen profil.
Nick Heidfeld
Sikkert og nemt valg, hvis det drejer sig mere om at få stabile points, end Grand Prix sejre. Nick Heidfeld har sin helt egen rekord i at køre løb, og få andenpladser, uden nogensinde at have sejret. Fordelen er at han er pålidelig, og i øvrigt mindre end Kubica, hvilket vil gøre det nemt at tilpasse den KERS-monterede racer efter ham. Heidfeld har ligesom Kimi Räikkönen erfaring i at køre med KERS, idet netop Heidfelds BMW-Sauber nåede at køre nogle løb med enheden i 2009, hvilket Kubica ikke gjorde. Heidfeld er i øvrigt nem at ansætte, da han ikke har nogen kontrakter på nuværende tidspunkt.
Nick Heidfeld i F1.09
Pedro de la Rosa
Nem at ansætte, og meget motiveret for at får de sidste omgange ud af hans F1-karriere. Når det er sagt, så skal man nok ikke forvente de helt store mirakler fra den aldrende spanier, og hans sidste ansættelse endte jo også med at han blev afløst af Nick Heidfeld.
Bruno Senna
Senna er allerede ansat som reservekører hos Lotus-Renault GP, og skulle det dreje sig om få løb, er han næsten allerede udpeget til at få sædet. Drejer det sig derimod om hele sæsonen, eller i hvert fald det meste af den, er hans udfoldelser hos HRT i 2010 næppe nok til at give ham sædet. Renaults marketingfolk vil dog gerne have ham, da de vil elske at se den klassiske ”Sennahjelm” i de sort/guldfarvede racere.
Bruno Sennas Brasilienhjelm Copyright Motion-Company
Nico Hülckenberg
Hülckenberg måtte se sit sæde hos Williams forsvinde i manglende sponsorpenge. Sidenhen fik han en plads som trediekører hos Force India. Der er dog ingen tvivl om at både han, og hans manager vil elske at sætte tænderne i dette sæde. Hülkenberg er dog under kontrakt allerede, og har kun 1 sæsons erfaring i F1.
Vitantonio Liuzzi
Var på kontrakt med Force India for denne sæson, men blev alligevel sat på porten til fordel for Poul di Resta. Liuzzi vil naturligvis gerne have sædet, men har offentligt erkendt at hans chancer for at få det nok ikke er store. Jeg tror han har ret.
Giancarlo Fisichella
Tonsvis af erfaring, og en fornuftig fortid hos Renault kunne gøre Fisichella til et godt valg. Omvendt har han været ude i en sæson, og hans succes har altid været meget svingende. Spørgsmålet er, om Boullier tør satse sæsonen på ham. Fisichella er under kontrakt med Ferrari som testkører, og dette problem skal også lige ryddes af vejen.
Giancarlo Fisichella, Renault R27 under den frie træning i Melbourne 2007
Anthony Davidson
Har kørt uhyggeligt mange testkilometer i Formel 1-racere, men det er længe siden han har kørt løb i serien. Davidson har på forhånd nedtonet sine chancer for sædet, og satser mere på sit sportsvognsengagement hos Peugeot.
Romain Grosjean
Er allerede ansat af holdet, men den erfaring de har med ham er nok mest i retning af, at han ikke er hurtig nok. Han kørte for holdet efter Nelson Piquets jr. Blev fyret, men ikke med stor succes.
Lucas di Grassi
Tidligere udviklingskører hos Reanult, som sidste nåede en fuld sæson hos Virgin Racing. Det er dog næppe nok til at erstatte Robert Kubica.
Kristian Klien
Klien har også en del erfaring fra hans skiftende ansættelser. Sidste år blev det til nogle løb hos HRT, hvor han da også viste at han kunne være hurtigere end Bruno Senna. Bilen forhindrede ham i at vise mere end det.
David Coulthard. Verdensmester 2011? (Red Bull Racing)
David Coulthard
Læssevis af erfaring fra både mcLaren og Red Bull. Han har dog ikke kørt siden 2008, og må anses for at være et wild card. Han er under kontrakt med BBC som kommentator, men mon ikke chancen for at blive verdensmester i F1 kunne flytte på ham. Skulle han komme tilbage i feltet, er det helt sikkert i år han bliver verdensmester.