Ferrari afviser at ville foretage væsentlige ændringer i sit team efter det, som man med god ret kan kalde nederlaget i dette års VM. Døren står dog på klem til "mindre justeringer”, som det kaldes.
Op til afslutningsdramaet i Abu Dhabi lå Fernando Alonso ellers lunt i svinget, men måtte se både sejr og verdensmesterskab fordampe i ørkenluften, da Sebastian Vettel tog en usvigelig sikker sejr i begge discipliner.
En katastrofal, strategisk beslutning i pitten var skyld i, at Alonso sad mere fast i feltet end bilisterne på Motorring 3 i myldretiden.
Det har naturligt nok affødt spekulationer i Italien om, at nogle af Ferraris ledende medarbejdere kan være i skudlinjen, men selskabets præsident, Luca di Montezemolo, fastholder, at dette ikke ville ske.
Okay, men det skal bare ikke ske igen, capisce!" Stefano Domenicali og Luca di Montezemolo (th).
"Ændringer i teamet? Det er ikke vores filosofi, af den årsag at vi i årevis har vedtaget en politik baseret på dynamisk stabilitet," sagde han i Valencia mandag.
"Et par mindre justeringer er mulige, men ingen større omvæltninger.”
"Og når det er sagt, skal det siges, at hvis vi ikke havde taget fejl ved "straffesparket" i Abu Dhabi, ville ingen i dag starte denne debat.”
Montezemolo gav også teamchef Stefano Domenicali sin fulde opbakning.
"Jeg er meget tilfreds med den måde, som Stefano Domenicali har bevæget os frem på, med hans store dygtighed, fighterånd og sans for balance," sagde Ferraris præsident.
Starten på finaleløbet i Abu Dhabi. Alonso bagest til venstre. Copyright Bridgestone Motorsportmedia
Alonso er enig i, at resultatet i Abu Dhabi ikke bør have lov til at overskygge alt det, som Ferrari havde opnået i sidste halvdel af sæsonen.
"Det comeback vi præsterede fra midten af sæsonen og fremefter, den måde hvorpå vi alle holdt sammen, har gjort os mere forenede end nogensinde, og det er meget vigtigere," siger han.
"Der var løb, hvor vi tabte point, ligesom der var løb, hvor de andre mistede mere. Ellers ville de have vundet langt tidligere.”
"Der er blevet sagt og skrevet meget om Abu Dhabi, og det er så nemt at kigge i bakspejlet. Men jeg tror f.eks., at Red Bull, efter Korea, ville have truffet helt andre valg.”
”Holdet var utroligt skuffet over den mistede chance (for at vinde mesterskabet, red.), men Ferraris store styrke er, at man ikke synker ned i depression på grund af en fejl."
"Tværtimod reagerer man ved at være endnu mere målrettet i det følgende år."