Marussia har købt sig ind i Virgin Racing

Torsdag meldte Virgin Racing ud, at de har fået en ny samarbejdspartner. Rygterne har længe gået på, at russiske interesser var i spil, og 11/11 kom bekræftelsen. Nuværende sponsor Marussia har købt en del af holdet.

Timo Glock i Virgin VR-01 . Copyright Virgin Racing

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 12/11 2010 klokken 04:11

Marussia Motors har erhvervet en større del af Virgin Racing, og det betyder i første omgang en mindre navneændring i 2011.

Holdet kommer nu til at lyde navnet Marussia Virgin Racing eller øgenavnet ’Den russiske jomfru’.

Graeme Lowdon, CEO hos Virgin Racing udtaler:

”Det er rgtig gode nyheder for Virgin Racing og for Formel 1. Marussia Motors har været en meget værdsat partner igennem 2010-sæsonen, og vi er glade for at kunne introducere dem formelt som en betydelig storaktionær i Virgin Racing, og som en vigtig kraft i holdets fremtid.”

Lucas di Grassi
Copyright Virgin Racing


Annonceringen af den større involvering i Virgin Racing er gode nyheder for alle andre end løbskører Lucas di Grassi. Timo Glock virker til at være sikker på en kontraktforlængelse, og er med sine testår hos Jordan og BMW Sauber, samt sine år som løbskører hos Toyota holdets største aktiv på kørersiden.

Jerome D’Ambrosio og Giedo van der Garde fra henholdsvis Belgien og Holland skulle være pengestærke kørere til det andet sæde.

Man må heller ikke glemme, at den nye World Series by Renault-mester, russiske Mikhail Aleshin, vil være et særlig godt aktiv, nu hvor Rusland bliver en del af Formel 1 fra 2014.

Fremtiden ser lysere ud for holdet, der virker til at have fået mindst ud af 2010 set i forhold til udgangspunktet.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Det nye pointsystem gør ingen forskel McLaren dropper første Pirelli-test (update) »