Webber kunne være superstjerne

Der er 11 års forskel på de to Red Bull Racing-kørere, og det er grunden til, at holdets yngste kører er en ’superstjerne’. Det siger Mark Webber forud for det brasilianske grand prix.

Mark Webber fejrer fødselsdagen . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 5/11 2010 klokken 05:11

Det var en solstrålehistorie, da Mark Webber tilbage i Australien, i sit debutløb, kørte en femteplads hjem til det skrantende Minardi-hold. Det skabte en opmærksomhed, som den australske kører havde svært ved at leve op til.

Alligevel kom den lange ’aussie’ til Jaguar, hvor han kørte nogle flotte kvalifikationer, men sjældent gode løb. Derfor blev Webber kendt som en fantastisk kvalifikationskører, men en middelmådig løbskører.

De sidste to år hos Red Bull Racing har dog ændret dette prædikat, men alt for sent for den nu 34-årige kører. Derfor er han ikke en superstjerne ligesom kollegaen Sebastian Vettel.

Mark Webber indførte frøhoppet
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Til det italienske bilmagasin ’Autosprint’ sagde Mark: ”Det bekymrer mig ikke. Jeg er 34 år gammel, og jeg synes det er stort, at jeg stadig er på toppen og så konkurrencedygtig, som jeg er.”

”Hvis jeg havde været 10 år yngre, og stadig opnåede de samme resultater, så er jeg sikker på, at I alle ville mene, at jeg var en superstjerne.”

Vettel er en superstjerne i kraft af hans alder.
Copyright Ferrari Media


”Jeg tror den eneste grund til dette er, at Vettel er ung. Jeg ser ham ikke som en, der arbejder anderledes end, lad os sige, Heikki hos Lotus.”

”Jeg tror den bedste måde at vurdere en kører på er at kigge på kontinuiteten af deres resultater.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vettel giver ikke op Derfor er Shanghais plads usikker »