FIA giver Korea grønt lys

Der har været meget tvivl om hvorvidt det koreanske Grand Prix rent faktisk ville blive til noget i år. Det så længe ud som om byggeriet var for langt bagud i forhold til løbsdatoen.

Karun Chandhok i pitlane . Copyright Red Bull Racing

Af: Christoffer Østergaard Nielsen (cn@bmf1.dk) d. 13/10 2010 klokken 09:10

Efter en to dage lang inspektion er Yeongam banen i Sydkorea endelig blevet godkendt af FIAs Charlie Whiting.

Der var ellers stor tvivl om hvorvidt løbet ville blive til noget i år, men banen er ifølge Charlie Whiting tilfredsstillende.

Byggeriet har været plaget af forskellige problemer, og selvom arrangørerne forsikrede alle om, at de nok skulle nå det, så det mere og mere ud som et projekt, der tidligst ville komme på F1 kalenderen næste år.

"Vi er glade for at alt arbejdet nu er færdigt til overordnet tilfredsstillelse for FIA, og at vi tilslutter os hele Korea i at byde Formel 1-gruppen velkommen til Korea International Circuit for første gang," sagde Yung Cho Chung, løbspromoter og formanden for KARA (Korea Automobile Racing Association, red.)

Karun Chandhok på målstregen Copyright Red Bull Racing

Han tilføjer yderligere, at de forventer en kraftig stigning i interessen for Formel 1 i Korea. Han nævner at banen er bygget efter de højeste standarder og underbygger udtalelsen med, at FIA har været med helt fra start med råd ud fra deres store ekspertise.

Banen har fuld støtte fra både landets regering, såvel som fra Syd Jeolla-provinsens regering, som er den provins, hvor banen er lokaliseret.

Yderligere har den også fuld støtte fra Syd Jeolla-provinsens guvenør, Park Jun-yeong.

Den første løbsweekend på den Hermann Tilke-designede bane er den 22.-24. oktober. Banen er 5.615 meter lang og kan rumme 130.000 tilskuere.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Japaner på hjemmebane er altid spektakulær Tre sejre kan ikke vinde VM »