Schumacher glæder sig til Suzuka

Det er med positive minder i kufferten, at Michael Schumacher ankommer til Suzuka-banen, Japan, i denne uge. Den syvdobbelte verdensmester har vundet hele seks gange på denne bane.

Michael Schumacher . Copyright Mercedes GP

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 4/10 2010 klokken 10:10

Michael Schumacher glæder sig til at gense japanske Suzuka i denne uge, for det er gode minder den syvdobbelte verdensmester har med, når han sætter fødder og dæk i asfalten igen her igen. Tyskeren har vundet på Suzuka hele seks gange, så han kender banen bedre end de fleste.

Ikke desto mindre er kritikken haglet ned over tyskerens comeback til Formel 1. Senest har tidligere teamejer og nuværende TV-kommentator, Eddie Jordan, udtalt: ”Han er ikke god nok. Han burde ikke udsætte sit ry for dette og dermed ødelægge sin legendestatus.”

Podiet, Japans Grand Prix 2004, med Schumacher i midten flankeret af lillebror Ralf (tv), Ross Brawn og Jenson Button (th).

Med til historien hører, at Schumacher mere eller mindre kører i Jenson Buttons gamle bil (Brawn GP), men trods kritikken fra dele af medierne har Mercedes GP ved flere lejligheder udtalt sig i positive vendinger om legenden.

Således har teamet stor tillid til næste års bil og anfører, at man først i 2011 med rette kan udtale sig, om Schumacher har mistet grebet om F1-rattet eller ej.

Indtil da vil Mercedes forsøge at finde momentum i den kommende weekend på Suzuka.

"Suzuka har altid været et af mine yndlingsløb. Visse dele af banen er simpelthen nærmest sensationelt gode at køre på. Suzuka er teknisk krævende og har interessante svingkombinationer, så det var en rigtig god følelse, når man lægger det hele sammen," siger Schumacher.

"Da Suzuka er en bane, som jeg har gode minder fra, tager jeg til Japan med en god fornemmelse.”

"Selvfølgelig håber jeg, at vi kan få flere endnu, og jeg er helt klar til udfordringen. Jeg er sikker på, at vi vil få det maksimale ud af vores weekend," slutter mesteren.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alonso: Nu er det alvor Sauber bekræfter Telmex og Sergio Perez »