Det var ikke store øjne jeg gjorde mig, da receptionen ringede klokken 6 i morges. Tværtimod bad jeg receptionisten ringe tilbage et kvarter senere på et søvndrukkent engelsk. Der var nemlig god tid i dag til at blive færdig, da vi skulle af sted mod banen et kvarter senere end lørdag.
I dag holdt bussen endda foran hotellet, så vi kom af sted til tiden, og af uransagelige årsager kom vi uden forsinkelser frem til banen. Det hjælper at køre en bus, når man skal til Formel 1, men vi ankom så tidligt, at man godt nok kunne høre F-BMW-kørerne gøre klar til sæsonen og klassens sidste løb, men også til at vi kunne nå at se de sidste par omgange.
Det løb vandt englænderen Jack Harvey foran Red Bull-juniorkøreren, russiske Daniel Kvyat og gårsdagens vinder, hollandske og vinderen af dette års (samt klassens sidste) mesterskab, Robin Frijns. Imens podiet blev afviklet kørte GP3-kørerne op til pitten for at gøre klar til deres andet, og sæsonens sidste, løb i den nye klasse.
Jack Harvey vandt det sidste F BMW-løb
Copyright Michael Ewert
Carlos Sainz Jr forsøger en overhaling
Copyright Michael Ewert
Svenske Timmy Hansen
Copyright Michael Ewert
F BMW-mester Robin Frijns
Copyright Michael Ewert
Det blev Red Bull-juniorkøreren, canadiske Robert Wickens, der vandt løbet foran Ferrari Driver Academy-køreren, tidligere Red Bull juniorkører, Mirko Bortolotti. Michael C. Kristensen virkede til at have et møgløb, men han gennemførte og sluttede på en 10. plads. Forhåbentlig beholder Mark Webber og Christian Horner ham til næste sæson for i år har resultaterne ikke været med den unge dansker.
Der er ikke langt fra GP3 til GP2, og igen gik der ikke lang tid før ’stilheden’ over banen blev afbrudt af GP2-kørerne, der også gjorde sig klar til deres andet løb, det kortere sprintløb. Det blev et noget pænere løb, end lørdagens bulefest og da kørerne tog det ternede flag, så var det med Christian Vietoris som vinder foran Renault reservekører, Jerome D’Ambrosio.
Næste punkt på programmet var Porsche Super Cup, der endte med at Rene Rast vandt mesterskabet, imens engelske Nick Tandy tog sejren. Jeg droppede dog starten af løbet for at gå en tur ned til banens indvendige merchandiseområde, men var tilbage til afslutningen af løbet.
Porsche Super Cup
Copyright Michael Ewert
Hård kamp i Porsche Super Cup
Copyright Michael Ewert
Ødelagt Porsche 911
Copyright Michael Ewert
Efter løbet var der nemlig kort tid til kørerparaden, og lad os bare sige, at selv om Michael Schumachers resultater ikke er som tiden hos Ferrari, så har de italienske tifosi ikke glemt Sankt Michael. Brølet af jubel der brød ud, da Michael Schumacher blev interviewet på italiensk bag på lastbilen, var enormt.
Selv Ferraris egne kørere opnåede ikke samme jubelbrøl, da de blev interviewet, men imens tifosierne var glade for Michael Schumacher, Ferrari, deres nye helt Fernando Alonso og holdkammerat Felipe Massa, så kan de bestemt ikke lide Lewis Hamilton. Pibekoncerten der kom, kunne ikke gøres bedre til en topkamp i Serie A, da 2008-verdensmesteren blev interviewet, men Lewis opnåede også at skabe stor jubel, mere om det om lidt.
Kørerparade
Copyright Michael Ewert
Kørerparade
Copyright Michael Ewert
Kørerparade
Copyright Michael Ewert
For efter kørerparaden, og en kortere tur ind i træerne bag tribunens kølige skygge, så var det tid til selve løbet. Gran Premio de Italia skulle afvikles, og det var med en meget populær herre helt i front. Begejstringen faldt dog lidt, da Jenson Button snuppede teten fra Fernando Alonso, men jubelen ville nærmest ingen ende tage, da Lewis Hamilton udgik med et ødelagt forhjulsophæng efter nærkamp med Felipe Massa.
Da der primært var italienske kommentatorer, så fik man ikke som dansker meget ud af kommenteringen, men der blev fokuseret meget på top 3, selv om der faktisk var ganske gode dueller nede i feltet. Specielt Rosberg, Kubica, Hülkenberg, Webber og Vettel var spændende at følge.
Vi så aldrig hvordan Webber kom foran Vettel, og man fristes til at sige, at Bridgestone må have kvajet sig godt og grundigt, for hvordan kan de bløde dæk have så lang en levetid, at mere end halvdelen af løbet var afviklet før topkørerne begyndte at komme i pit. Vettel var nærmest glemt, men det var noget af en genistreg han lavede ved at køre i pit på sidste omgang.
Fernando Alonso
Copyright Michael Ewert
Lewis Hamilton
Copyright Michael Ewert
Heikki Kovalainen
Copyright Michael Ewert
Timo Glock
Copyright Michael Ewert
Bruno Senna
Copyright Michael Ewert
Men hans bløde dæk burde jo være revet til stumper og stykker på det tidspunkt. Hvis dækkene er så holdbare, hvorfor så have pitstop for andet end at træne mekanikerne. Det er en ommer.
Alonsos sejr var dog populær over hele banen, og der gik ikke lang tid før banen blev invaderet af glade fans. Selv om jeg også var på banen, da BMF1 var på Hockenheim for halvanden måned siden, så var der en helt anden, ikke bedre, glæde her. Italienerne var dog glade og det var de mange tilrejsende spaniere også. Der blev sunget Ferrari, Ferrari og Alonso, Alonso.
De lokale italienere var dog meget aggressive og prøvede flere steder at kravle ind i pitten over hegnet, så vagterne måtte smide dem væk, men der var aldrig optræk til ballade, og det har jeg endnu ikke oplevet til et Formel 1-løb eller Le Mans. Det er jo ikke fodbold det her, så der var ikke noget med at smide ting på banen, brænde stolesæderne af, slåskampe eller lignende.
Nico Rosberg
Copyright Michael Ewert
Robert Kubica og Rubens Barrichello
Copyright Michael Ewert
Vitantonio Liuzzi
Copyright Michael Ewert
Sebastian Vettel
Copyright Michael Ewert
Nico Hülkenberg
Copyright Michael Ewert
Godt stegt på grund af solen formåede jeg at skabe en ansigtskulør, der nærmest kan kaldes S-togsrød, så jeg valgte at gå tilbage til bussen for at få lidt at drikke. Vejen burde jo være lang med alle de mennesker, der forlader banen på samme tid, men den virkede om muligt noget kortere end lørdagens samme tur.
Dansepigerne stod igen og æggede, men i dag havde væskeindtaget hos de fleste af deres tilskuere ikke bestået af vand. Der var diverse pilfingre inden det endte med at vagterne valgte at trække pigerne væk fra lidergøjerne.
Alle gæsterne fra GPT var tilbage før aftalt tid, så vi kørte både tidligere, men i lighed med om morgenen smertefrit fra banen til hotellet. Jeg valgte for tredje dag i træk at gå ned på Losanna 14 for at nyde en sidste pizza. I morgen skal mine gæster og jeg køre klokken 6 i et forsøg på at stikke morgentrafikken, så det er tidligt i seng i dag.
Felipe Massa
Copyright Michael Ewert
Felipe Massa jubler efter løbet
Copyright Michael Ewert
Fernando Alonso hyldes
Copyright Michael Ewert
Fernando Alonso jubler
Copyright Michael Ewert
Nico Rosberg jubler
Copyright Michael Ewert
Imens jeg sidder og skriver denne turbeskrivelse kører fjernsynet på Rai Uno, og de italienere kan noget med deres tv-shows. Sproget er fantastisk, italiensk tales med hele kroppen, og så er der stort set altid piger i undertøj eller badetøj som en fast bestanddel af programmet, og så dukkede Kylie Minogue også op. Her kunne de danske tv-stationer lære noget.
Med disse ord vil jeg gøre klar til at gå i seng. Jeg vil gerne takke Grand Prix Tours og deres fantastiske gæster for en fabelagtig tur. Monza, vi ses en anden gang.
Promotionpige
Copyright Michael Ewert
Til information er denne turbeskrivelse skrevet søndag, men af praktiske årsager kommer den først op nu.
Der kommer et lille ekstra galleri med billeder fra GP2, GP3 og på og udenfor banen